Dansker skubbede ny Formel 1-stjerne i gang

Danske Kris Nissen hjalp Carlos Sainz jr. i gang med karrieren. Nu skal spanieren køre for McLaren

En stolt sportschef Kris Nissen sammen med Carlos Sainz og co-driver Lucas Cruz efter sejren i Dakar rallyet i 2010 (Foto: AP)
En stolt sportschef Kris Nissen sammen med Carlos Sainz og co-driver Lucas Cruz efter sejren i Dakar rallyet i 2010 (Foto: AP)

Trods et efternavn der klinger, fik Carlos Sainz jr. alligevel en hjælpende dansk skub for at få karrieren i gang.

'Onkel' Kris med efternavn Nissen, der fortsat er ven af familien, fik for snart en del år siden overtalt Red Bulls sportslige chef, Dr. Helmut Marko, til at give den 14-årige Carlos en testkørsel på en hengemt bane nogle timers kørsel fra Berlin i det tidligere DDR.

På daværende tidspunkt var Kris Nissen en magtfuld motorsportschef hos VW, som havde hyret den dobbelte rallyverdensmester Carlos Sainz til at sørge for succes til VW's store satsning i Dakar Rallyet.

Der blev starten på et parløb og et tæt venskab.

Derfor var Kris Nissen ofte på besøg hos familien i Madrid, og det afkastede tit et besøg i familiens go kart-center i den spanske hovedstad.

- Jeg fik ikke tak, men et vredt opkald fra Carlos, der ville høre, hvad fanden jeg havde gang i. Han havde lige fået skæld ud af fruen, som ikke troede på, at han var uvidende om kontakten til Red Bull, fortæller Kris Nissen.

Som øverste chef hos VW Motorsport havde den tidligere danske topkører igennem årene 'fodret' Red Bulls talentprogram med masser af motorer blandt andet til diverse Formel 3-serier.

Alligevel krævede det ikke kun overtalelse, men også lidt pression, fordi Dr. Helmut Marko på daværende tidspunkt absolut ikke havde lyst til at arbejde med en søn af en racerstjerne, fordi det var alt for besværligt.

En holdning, som Red Bull-chefen siden hen må have ændret radikalt, fordi den nuværende førstekører Max Verstappen har en far, Jos Verstappen, der både som Formel 1-kører og ægtemand ofte har været på diverse forsider.

- Først da jeg mindede Helmut Marko om, at han nok skyldte mig en tjeneste, gik han med til at arrangere en test formentligt for at blive fri for mig, mindes Kris Nissen.

Derefter blev der afsendt en fornem invitation på Red Bulls brevpapir med mødetid osv., og det var, da brevet var dumpet ind, at moderen, Reyes Vázquez de Castro, skældte ud.

Som mangeårig racerenke må hun have anet, hvilken vej det ville gå med en søn med stor succes i børne- og ungdomsklasser i go kart.

Da testen gik over forventning, kom Carlos Sainz jr. allerede året efter som bare 15-årig ud at køre Formula BMW i Sydøstasien, og siden er det gået næsten for stærkt.

Flere gange er han sprunget fra serie til serie frem til Formel 1-debuten i Melbourne for Red Bulls juniorteam, Toro Rosso.

Her sluttede det mod forventning ikke, hvilket man oplevede i sidste sæson, hvor den lynhurtige spanier pludseligt kørte Renault.

Når han fra næste sæson skal afløse landsmanden Fernando Alonso hos McLaren, kan den dobbelte verdensmester have haft en finger med i spillet, da Fernando Alonso lige som Kris Nissen er tæt på den nu også dobbelte Dakar-vinder, Carlos Sainz (senior).

Efter skiftet vil Carlos Sainz jr. bryde med Red Bull i erkendelse af, at det nok aldrig vil blive ham, som vil få Daniel Ricciardos 'ledige' plads ved siden af Max Verstappen hos Red Bull, som i stedet er gået til franske Pierre Gasly.

Så kan Carlos Sainz jr. passende sende en venlig hilsen til Kris Nissen, som udover at hygge sig i Danish Thundersport Championship også har Enderupskov Camping nær Gram i Sønderjylland.

Carlos Sainz jr. fik dansk hjælp til at få skub i karrieren. Foto: AP
Carlos Sainz jr. fik dansk hjælp til at få skub i karrieren. Foto: AP
 

Se også: 57-årig dansk racerstjerne får ny chance

Se også: Søn på vej mod stjernerne - far giver gas i verdens vildeste rally

Kris Nissen har startet et nyt liv som campingpladsejer Foto: Ernst van Norde Sport og Spil Mødte døden for foden af Fuji-bjerget

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere