Dansker slog F1-stjerner - én ting forstod han ikke

Christian Lundgaard endte som nummer to i det virtuelle F1 Grandprix - kun overgået af Ferrari-stjernen Charles Leclerc

Christian Lundgaard i vant uniform. Han glæder sig nok til rigtigt race, men det var en god oplevelse at køre virtuelt mod F1-stjerner. Foto: Joe Portlock / LAT Images / FIA F3 Championship
Christian Lundgaard i vant uniform. Han glæder sig nok til rigtigt race, men det var en god oplevelse at køre virtuelt mod F1-stjerner. Foto: Joe Portlock / LAT Images / FIA F3 Championship

En million så med, mens 18-årige Christian Lundgaard kørte om kap med nogle af planetens hurtigste.

Den unge dansker kørte med i en virtuel serie, som Formel 1 har arrangeret, hvor kørerne konkurrerede i det officielle F1-spil via en slags simulator.

Her slog Lundgaard næsten dem allesammen - bortset fra Ferrari-kometen Charles Leclerc.

Danskeren kvalificerede sig endda som nummer et, men der opstod en fejl i spillet. Det rokker dog ikke ved, at det var en god oplevelse for F1-håbet.

- Det var super sjovt at tage del i Formel 1's Virtual Grand Prix, siger Christian Lundgaard på Renaults hjemmeside.

- Jeg havde en rigtig god kvalifikation og var klart hurtigst efter en virkelig god omgang. Uheldigvis fik jeg en straf i slutningen af sessionen, som jeg stadig ikke helt forstår!

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

- Jeg måtte starte som nummer seks, så at slutte som nummer to var fantastisk.

- Det var et godt løb mod nogle af Formel 1-kørerne, og jeg viste, hvad jeg er i stand til, siger han.

Udover Charles Leclerc var F1-kørerne Alexander Albon, Lando Norris, Nicholas Latifi og George Russell med.

Onlineløbet foregik med en kvalifikation og kort herefter et halvt løb på Albert Park i Australien.

Lundgaard er i stald hos Renault og kører - når coronavirussen har sluppet sit greb om sportsverdenen - F2 i denne sæson.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Superligaen Ingen Superliga-bold den næste måned - ingen tilskuere før september

Foto: Andy Hone/Haas F1 Team Formel 1 Gør grin med Grosjean: Elsker det