Den tidligere verdensmester i speedway Nicki Pedersen udelukket i seks måneder

Den danske speedway-stjerne Nicki Pedersen har fået frataget sin licens i seks måneder som følge af kendelse fra Danmarks Motor Union

Nicki Pedersen er blevet udelukket fra speedway i et halvt år. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Nicki Pedersen er blevet udelukket fra speedway i et halvt år. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Den danske speedway-stjerne Nicki Pedersen kommer ikke til at konkurrere i den kommende tid.

Eks-verdensmesteren har mandag fået frataget sin licens i seks måneder og er derfor er udelukket fra alle danske og internationale løb i denne periode. Det fremgår af en kendelse fra Danmarks Motor Union (DMU).

Straffen falder på baggrund af en episode i en ligamatch i Holsted 2. juni.

Her skulle Nicki Pedersen, der kører for Holsted Speedway Klub, gentagne gange have kontaktet dommertårnet uden tilladelse efter at være blevet udelukket fra tre heats.

Nicki Pedersen nåede angiveligt helt ind i dommertårnet den første gang, mens han anden gang blev stoppet af en vagt.

Den tredobbelte VM-vinder har ifølge kendelsen udvist truende og usportslig adfærd i forbindelse med hændelsen.

Den type opførsel er i strid med DMU's kodeks, og det får Nicki Pedersen altså at mærke nu.

Ekstra Bladet har været i kontakt med den 44-årige fynbo, der ikke ønsker at kommentere afgørelsen, men henviser til sin advokat, Adam Ringsby-Brandt.

Herfra er meldingen, at man tirsdag vil reagere på kendelsen fra Danmarks Motor Union (DMU).

- Allerede i morgen (tirsdag, red.) vil vi indgive en appel, hvor vi også begærer opsættende virkning, så Nicki kan blive ved med at køre speedway, indtil der er truffet en afgørelse i sagen. Han kan lide et meget stort økonomisk tab, hvis han ikke får lov at køre løb i den periode, siger Ringsby-Brandt til Ekstra Bladet.

Advokaten forudser, at der er gode muligheder for, at sanktionen bliver en mildere af slagsen, når det juridiske slag har fundet sted.

- Der er en god mulighed for at få en nedsat straf. Spørgsmålet er, om der overhovedet er hjemmel for den her straf. Set i det lys mener jeg, at der er gode muligheder for, at straffen bliver nedsat, siger Ringsby-Brandt.

Han mener, at der er flere kritisable omstændigheder i forløbet, hvilket har sat hans klient i en dårlig position.

- Der har ikke været korrekt partshøring, og der er ikke blevet udleveret de bilag, som er brugt til at træffe afgørelsen. De papirer har Nicki ikke set på noget tidspunkt. Han har kun fået den klage, der er indbragt, pointerer Ringsby-Brandt.