Der er fart på pensionisten Tom K

Den 9-dobbelte Le Mans-vinder tom Kristensen skal ved siden af pligterne for første gang prøve at være tilskuer ved det berømte motorløb

Tom Kristensen har travlt på Le Mans, nu da han ikke længere er kører. Onsdag sendte han bilerne ud på den første træning på Sarthe-banen. (Foto: Jan Sommer)
Tom Kristensen har travlt på Le Mans, nu da han ikke længere er kører. Onsdag sendte han bilerne ud på den første træning på Sarthe-banen. (Foto: Jan Sommer)

LE MANS (Ekstra Bladet): - Det er da bedre at have travlt, end at telefonen ikke ringer.

Racerpensionist Tom Kristensen er allerede på vej mod overarbejde.

Audi har så travlt med at bruge ham som ambassadør og fitnesstræner, at de 50 dage om året, som han har 'evighedskontrakt' med Audi på, er ved at være opbrugt, hvis ikke det allerede er sket.

Senest har den travle pensionist været et smut forbi French Open i tennis på vej hjem fra den officielle Le Mans-test for halvanden uge siden. 

Trods travlheden nyder Tom Kristensen at være en næsten 'almindelig' tilskuer til et 24 timers løb, som han med sine ni sejre har gjort til sin private fest.

I 18 år har danskeren kørt med i Le Mans uden at opleve ret meget af motorsportens svar på Roskilde Festivalen.

Selv om han trak sig tilbage sidste efterår efter sæsonens sidste VM-løb på Interlagos i Brasilien og hang køredragten væk, kravler han igen lørdag eftermiddag i ny specialfremstillet køredragt for som grand marshall at føre feltet frem til start, hvor Frankrigs præsident, Francois Hollande, kl. 15.00 skal vinke 83. udgave af 24 timers-løbet i gang.

Se også: Tom K: Dansker til tops i Le Mans indenfor fem år

- Jeg nyder at være her som tilskuer for første gang, siger Tom Kristensen.

- Da jeg kom her i 1997 for at debutere, landede jeg mandag eftermiddag og har aldrig rigtigt været rundt på banen.

- Når du er her som kører, er du enormt fokuseret på, hvad der skal ske, så du tager dig ikke tid til at gå at hyggesnakke og nyde, at du er til et helt særligt racerløb. Det er rent mentalt noget helt andet, siger Tom Kristensen, som ind i mellem frikvartererne som tilskuer også har nogle sidste pligter.

Billedbog til fansene
Således tyvstartede han onsdag med at præsentere en ny kæmpe billedbog for sine fans, inden officielle præsentation fredag eftermiddag ved Audis traditionelle pressemøde.

Det drejer sig om kæmpe værk på 304 sider, trykt i godt 20.000 eksemplarer på dansk, engelsk og tysk, som sælges under Le Mans for godt 600 kroner, hvorefter prisen ryger over 700 kr på nettet. 

Fri for køreforpligtelserne får Tom Kristensen sagt tak for samarbejdet med banens mange officials og marshalls, ligesom politiet i Le Mans tirsdag morgen havde besøg af danskeren, som i fjor i en pr-seance fik lov at køre i en Audi R18-racer fra centrum til banen godt 12 km udenfor centrum under politieskorte.

Har får golfhul opkaldt efter sig
Golfbanen på Mulsanne-langsiden har han også rundet for at indvie hul nr. 9, som er opkaldt efter ham, mens den belgiske legende Jacky Ickx har fået hul nr. 6 og den franske helt Henri Pescarolo hul nr. 4, da hullerne er udvalgt efter antallet af sejre.

- Min nye tid går ikke kun med Le Mans og Audi. Jeg er også blevet vicepræsident i Drivers Association, som er et rådgivende organg.

- Her arbejder jeg tæt sammen med præsident Emerson Fittipaldi, og så har jeg fortsat en dommertjans i USA tilbage i kalenderen, fortæller Tom Kristensen, som også har fået et tilbud fra Le Mans-organisationen om at blive medlem af24 timers løbets præsidium, så det er måske snart slut med at være en næsten almindelig tilskuer.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere