LE MANS (Ekstra Bladet): Minerne så noget bekymrede ud, som Jan Magnussen, Kevin Magnussen og Anders Fjordbach skridtede målrettet gennem paddocken efter torsdagens tredje træning.
Kursen var sat mod løbets officials for at få lov til at foretage en gennemgribende ændring på Team Sashi High Class Racings bil med nummer 49.
- Der er nogle dele på bilen, hvor man skal have lov til at skifte dem, og vi ville gerne skifte alt, fortæller Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.
For siden ankomsten til Le Mans har der været problemer med topfarten. Både i forhold til rivalerne, men også til søsterbilen med Marco Sørensen, Dennis Andersen og Ricky Taylor i cockpittet.
Det gav ikke den store mening, når bilerne er ens, har samme Gibson-motor og kører med ens setup.
Totalrenoveringen fik grønt lys fra det internationale motorsportsforbund, FIA.
Hjulpet af en kraftanstrengelse fra begge bilers mekanikere lykkes det at få bilen klar til fjerde og sidste træning.
Set over en omgang manglede Magnussen-bilen fire-fem km/t. i gennemsnitsfart og op mod syv km/t. i rå topfart.
- Det har vi ledt efter, og så tog vi det helt store skridt torsdag aften og skiftede hele lortet, siger Jan Magnussen.
For lav topfart på den 13,6 km lange bane er en dødsdom for sportslige ambitioner. Umiddelbart gav den drastiske ændring bonus.
- Det har rykket os tilbage ind i klumpen. Vi er ikke hurtigst, men vi er ikke langsomt længere. Det har givet os en mulighed for at kæmpe.
- Fem lange langsider på Le Mans. Så bare en kilometer i timen i manglende topfart er et problem, konstaterer Jan Magnussen.
Tv: Discovery+, Eurosport, TV2 og FIA’s WEC-app viser løbet live fra lørdag kl. 16