Drøm kan blive virkelig: Kevin og far tæt på Le Mans

Der mangler kun en væsentlig detalje, før drømmen kan blive virkelighed for Danmarks mest berømte motorsportsfamilie

Jan Magnussens triumf blev i øvrigt overværet af hele familien, da han foruden sin kone, Christina, og sine to yngste børn, Luca og Millie, også havde selskab af Kevin. Et besøg på Road Atlanta passede netop ind i Formel 1-kørerens program, som i den kommende uge byder på USA's Grand Prix i Austin, Texas. Foto: RICHARD DOLE/Corvette Racing
Jan Magnussens triumf blev i øvrigt overværet af hele familien, da han foruden sin kone, Christina, og sine to yngste børn, Luca og Millie, også havde selskab af Kevin. Et besøg på Road Atlanta passede netop ind i Formel 1-kørerens program, som i den kommende uge byder på USA's Grand Prix i Austin, Texas. Foto: RICHARD DOLE/Corvette Racing

Nu er det ikke bare snak. En drøm kan snart blive til virkelighed.

Der findes en 2020-plan for, hvordan Jan og Kevin Magnussen kan komme til at køre 24 timers løbet på Le Mans i den gule Corvette.

Men nu er det ikke længere kun hjemme i køkkenet i Roskilde, at der tales om to gange Magnussen i verdens største racerløb.

Corvettes øverste chef, Doug Fehan, er med på ideen, som Kevin Magnussens Formel 1-mandskab, Haas, bakker op om.

Den væsentlige detalje, der kan forhindre far og søn-deltagelsen, er, hvis Magnussen og Magnussen ikke kan få afstemt deres kalendere.

Le Mans har allerede sat sig på weekenden 13. og 14. juni i 2020, mens Formel 1 først næste sommer kommer med udkastet til 2020, hvor der netop er kommet en udmelding om, at Hanoi og Vietnam skal huse et grandprix.

24 timers-løbet sydvest for Paris var i år klemt inde imellem Montreal og Paul Ricard i Sydfrankrig, og hvis det fortsat er tilfældet, skulle der ikke opstå problemer.

Da Jan Magnussen sammen med Antonio Garcia blev amerikansk sportsvognsmester for fjerde gang, var Kevin Magnussen til stede på Road Atlanta uden for OL-byen af samme navn.

Finaleløbet var 10 timers løbet Petit Le Mans, og ifølge faderen var Kevin Magnussen i den grad til stede og sad klistret i ti stive timer ved diverse skærme.

Samtidigt fik unge Magnussen syn for sagn og oplevede, hvorfor Corvette har et ry for at være et af motorsportens skarpeste team.

I løbet af fem minutter fik mekanikerne fikset en slemt beskadiget Corvette.

- Vi blev kun mestre takket været mekanikernes indsats, fortæller Jan Magnussen.

- Det var åbenlyst, at Kevin blev imponeret.

Petit Le Mans var for sidstnævnte et stop på vej til USA's Grand Prix i Texas-hovedstaden Austin, og Kevin Magnussen fik i forbindelse med løbet talt så meget om 'far og søn-drømmen' med Corvette, at den øverste chef, Doug Fehan, er begyndt at tale åbent om planerne.

Sidstnævnte har kendt Jan Magnussens berømte søn i snart mange år.

Første gang, de mødtes, var tilbage i 2008, hvor Kevin Magnussen var med far på arbejde på Le Mans.

Kevin Magnussen har flere gange været på Le Mans. Her er han sammen med faderen, Jan Magnussen og bedstefar, Hans Erik Magnussen under løbet i 2015. Foto: Jan Sommer
Kevin Magnussen har flere gange været på Le Mans. Her er han sammen med faderen, Jan Magnussen og bedstefar, Hans Erik Magnussen under løbet i 2015. Foto: Jan Sommer

- Vi taler ikke kun om Le Mans. Hvis planen kan føres ud i livet, skal Kevin også køre Daytona 24 timer for at lære bilen og teamet at kende endnu bedre, fortæller Jan Magnussen til Ekstra Bladet.

- Daytona køres i januar, hvor der er meget lidt Formel 1.

Den helt store udfordring er det traditionelle Sebring-løb i Florida, som køres lige op ad F1-sæsonpremieren. Her skal Corvette rykke sig, hvis planerne skal blive til virkelighed.

- Derimod er der urealistisk med 12 timers løbet på Sebring midt i marts, som sommetider kan være i den samme weekend som Formel 1-premieren i Melbourne, siger Jan Magnussen, som har grønt lys til at snakke med Haas-chefen Günther Steiner.

De to skal mødes sidst på måneden i Abu Dhabi til sæsonfinalen.

- Nu har vi fået et årstal at arbejde hen imod, men det kan sagtens vise sig, at vi må vente til 2021, men det kan vi leve med, siger Jan Magnussen.

- Det vigtigste er, at der er opbakning.

- Corvette er 100 procent med på ideen, og Haas kan som et såkaldt kundeteam sige ja, fordi teamet ikke er bundet af en eller andet aftale, siger Jan Magnussen.

Allerede i denne sæson var det på tale, at far og søn skulle køre Le Mans sammen. Planen faldt, fordi Corvette krævede, at Kevin Magnussen kørte samtlige fire løb, hvor der er behov for en tredje kører, hvilket var for stor en arbejdsbyrde for Formel 1-køreren.

Se også: Kevin ekstatisk efter stor triumf: Kunne ikke være mere glad lige nu

Se også: Dansk Le Mans-vinder skal tage den med ro

Se også: Kevin pønser på Le Mans med far

13 kommentarer
Vis kommentarer