En racer lettede og fløj ud over banehegnet, inden den kolliderede med et rækværk i flere meters højde under et Formel 3-løb i Macao.
Om bord sad den dengang 17-årige tysker Sophia Flörsch, som brækkede ryggen.
Siden da er hun kommet sig og har blandt andet fået baghjul af danske Frederik Vesti i det regionale europæiske mesterskab i Formel 3.
Nu bliver hun den første kvinde, der skal køre i den internationale udgave af Formel 3, som blev etableret, efter at GP3 og det europæiske F3 fusionerede i 2019.
Sophia Flörsch har skrevet kontrakt med Campos Racing for 2020-sæsonen.
- Det bliver min første sæson i en Formel 3-bil med Pirelli-dæk, DRS og Mecachrome-motoren.
- Uden testdage bliver jeg nødt til at lære meget, men jeg ser frem til at konkurrere mod de bedste kørere. For mig er det vigtigt at blive bedre hver weekend, arbejde sammen med teamet og have det sjovt. Det kommer til at blive et godt år, siger den 19-årige tysker til Formel 1's officielle hjemmeside.
Hun skal køre for det spanske team Campos Racing, som blev etableret af tidligere Formel-1 kører Adrián Campos, sammen med Alex Peroni og Alessio Deledda.
Efter den voldsomme ulykke i 2018 var Sophia Flörsch året efter tilbage på samme bane.
Hun kørte Macau Grand Prix 2019 og vandt prisen 'Laureus World Sports Award' for årets comeback.
Danske Frederik Vesti kører i den kommende sæson i den internationale udgave af Formel 3 for Prema Racing, mens Christian Lundgaard skal køre Formel 2. Da Kevin Magnussen samtidig har et sæde hos Haas i Formel 1, er de tre øverste Formel-klasser repræsenteret af danskere.
132 sider spækket med Formel 1, Kevin, de nye biler og meget mere
Kevins hede Ferrari-drøm - og de lukkede døre