F1-debutant smadrede danskers store chance: Der var konflikt mellem os

Efter en mislykket Formel 3 karriere får Mikkel Jensen gratis chance hos BMW

Når Formel 1-sæsonen starter tidligt søndag morgen i Melbourn,e vil mange med stor interesse følge den bare 18-årige debutant, Lance Stroll, Canada i Williams' nr. 18.

En dansk racerkører, Mikkel Jensen, der netop er kommet ind i varmen som BMW-juniorkører, vil nok bande indvendigt, når han hører navnet Lance Stroll.

For 21 måneder siden spolerede den canadiske rigmandssøn Mikkel Jensens mulighed for det store gennembrud på den belgiske Formel 1-bane, Spa-Francorchamps.

Her lå den 22-årige dansker på pole position i et løb i den europæiske Formel 3-serie.

På vej mod det berygtede Eau Rouge, hvor Kevin Magnussen kort efter forulykkede, var Lance Stroll årsagen til, at Mikkel Jensen havnede i et voldsomt crash sammen den senere mester, Felix Rosenqvist, Sverige.

Canadieren blev efter løbet straffet for crashet med udelukkelse i den næste afdeling af EM-serien, som blev kørt på Norisring i Nürnberg.

- Det var min bedste chance for at vinde et EM-løb, siger Mikkel Jensen.

- Bagefter var der en konflikt mellem os, men siden har Lance Stroll været henne og undskylde.

- Så det er ude af verden, men alligevel har jeg ikke glemt crashet.

- En sejr på Spa ville være blevet bemærket mange steder og givet min karriere et spark bagi, siger Mikkel Jensen, der ligesom den 18 årige canadier har forladt EM i Formel 3, men for den danske racerkørers vedkommende er det slut med formel-løb efter et par problematiske sæsoner.

Droppet af Porsche
Efter en lang vinter, hvor Mikkel Jensen ellers var den hurtigste i en Porsche-test, blev danskeren droppet, fordi han ikke kunne stille med et 1/2 budget.

For nogle uger siden fik han chancen hos BMW.

I en såkaldt 'shootout' med fire andre kørere på BMW's testbane udenfor Marseille i Frankrig var han i følge BMW's egen pressemeddelelse hurtigst, og det har foreløbigt afkastet fem løb i en BMW M6 i sportsvognsserien, Blancpain, hvor han bl. a. skal køre 24 timers løb på før nævnte Spa-Francorchamps.

- Det er for mit vedkommende et 'gratis' prøveår. Jeg skal ikke komme med en krone, siger Mikkel Jensen.

- Målet med denne enestående chance er at blive fabrikskører og måske ende med en dag at køre i den nye BMW. Det er planen, at BMW fra næste sæson vil køre med den nye bil i Le Mans og VM-serien.

Så kan det ende med, at den tidligere tyske Formula Masters-mester vil blive en konkurrent til andre danske GT-kørere som de forsvarende verdensmestre, Marco Sørensen og Nicki Thiim, den tidligere VM 3'er, Michael Christensen og søndagens Sebring 12 timers-vinder, Jan Magnussen.

Lamborghini og Mercedes har hyret dansk
Mikkel Jensen skal i sportsvognsserien Blancpain med GT 3-biler køre mod den tidligere DTC-mester m.m., den kontroversielle Dennis Lind, som efter sejren sidste år i et internt Lamborghini-mesterskab skal køre for et italiensk team i den hastigt voksende sportsvognsserie, der har sæsonstart om godt en måned på Monza, Italien.

I det tyske ADAC-mesterskab er den 19 årige Nicolai Sylvest efter en imponerende 'gæsteoptræden' ved en Blancpain-test på Paul Ricard kommet indenfor i varmen hos det velrenommerede tyske Mercedes-team Zakspeed, som for snart mange år siden var med i Formel 1. Han er havnet i Zekspeeds juniorteam sammen med den et år ældre schweizer, Nikolaj Rogivue.

Stortalent må vente på første Formel 3 sejr

Formel 1’s nye crashkonge? Her ryger milliardær-søn i muren (igen!)