Knas i maskinen hos traditionsteam: Hvad er meningen?

Ekstra Bladets Formel 1-ekspert, Jason Watt, har svært ved at se fornuften i det rekrutteringsarbejde et ellers potent team som Williams har gang i

Jason Watt mener, at Williams med deres bil bestemt har potentialet til noget stort - det kniber mere med kørerne. Foto: AP/Mik Eskestad
Jason Watt mener, at Williams med deres bil bestemt har potentialet til noget stort - det kniber mere med kørerne. Foto: AP/Mik Eskestad

DET GAMLE HÆDERKRONEDE Williams-team med flere verdensmesterskaber bag sig har i det seneste årti slet ikke været i nærheden af fordums styrke.

I midten af 1990’erne sad de på det hele, og med deres aktive undervogn havde selv Ayrton Senna i sin McLaren ikke en chance.

TIDERNE SKIFTER, og det er mange år siden, at Williams har haft verdensmester-potentiale. Og man kan spørge sig selv, om det mon nogensinde kommer igen.

Selv hvis bilen en dag skulle blive hurtig nok til at vinde løb, så kræver det også, at der sidder en kompetent chauffør bag rattet – og på den konto ser det dystert ud for Frank Williams & co.

NU SIDDER FELIPE MASSA og Lance Stroll i bilerne, og uanset hvor sympatisk Massa end måtte være, så har han nået sidste salgsdato.

Teamet har åbenlyst ledt efter en erstatning, og Massa pressede på for at få svar på, om han blev forlænget. Brasilianeren fik ikke det svar, han håbede på, og han kører i weekenden sit sidste Formel 1-løb foran et garanteret trist hjemmepublikum.

Lance Stroll (tv.) er i bilen i næste sæson også, men den unge, urutinerede canadier skal have en erfaren og bedre kører ved sin side, nu hvor samarbejdet med Felipe Massa ikke fortsætter. Foto: AP/Paul Chiasson
Lance Stroll (tv.) er i bilen i næste sæson også, men den unge, urutinerede canadier skal have en erfaren og bedre kører ved sin side, nu hvor samarbejdet med Felipe Massa ikke fortsætter. Foto: AP/Paul Chiasson

WILLIAMS HAR KIGGET PÅ
en broget skare af kørere som erstatning, og jeg synes ærligt talt ikke, man har noget godt at vælge imellem.

Paul di Resta, som kørte for Force India tilbage fra 2011-2013, fik pludselig en køredragt kastet i favnen ved dette års ungarske grandprix, da Massa blev syg.

Det var noget at af en mundfuld for tv-eksperten, der ikke havde siddet i en Formel 1-bil i fire år. Og det blev da heller ikke en performance, der satte verden i brand. Alligevel overvejes englænderen nu til et fast sæde i 2018.

Jeg kan ikke få øje på, at di Resta skulle være i stand til at tilføje noget af synderlig værdi til et team, som har brug for kørere, der kan være en aktiv del i udviklingen af bilen.

ROBERT KUBICA HAR haft endnu længere fravær fra Formel 1, og han har ikke været i ilden, siden han i 2011 kørte galt i en rallybil og mistede meget af førligheden i sin højre arm.

Han var et mega-talent, som fortjente så meget mere, end han opnåede i Formel 1, men at støve ham af og sætte ham i en Williams-bil er i min verden ikke anbefalelsesværdigt.

Han kunne måske finde farten, hvis han havde to funktionelle arme. Men at skulle skifte både op og ned i gear samt holde en 800 hestes racerbil under kontrol med blot en rask arm, tror jeg ikke på er gangbart.

Polakken har testet for Renault ved to lejligheder, og hvis han havde været superhurtig, så havde franskmændene da signet ham med det samme.

EN TING ER, at der er problemer med at finde skarp afløser for Felipe Massa – noget andet er, at der er en rookie i den anden bil.

Canadiske Lance Stroll kom til Formel 1 på rekordtid, men mest på grund af farmands bundløse pengekiste. Og selv om han blev toer i Baku, har han fortsat rigtigt meget at lære.

Nu ejer farmand-Stroll en kæmpe aktiepost i Williams-teamet, og det skal nok sikre, at unge Lance sidder i en Formel 1-bil i de kommende år.

SOM TIDLIGERE KØRER, der måtte kæmpe sig fra klasse til klasse, har jeg stadig svært ved at kapere, at man bare kan købe sig til det bedste grej og på den måde tage chancen fra andre, som har mere råt talent.

For guderne skal vide, at fik et ungt supertalent de samme betingelser, som Stroll har haft, så havde de gjort det bedre.

WILLIAMS HAR HEADHUNTET Mercedes’ mastermind Paddy Lowe, som nok skal sørge for, at Williams i 2018 bliver godt kørende. Han kom en postgang for sent til teamet i år til at kunne nå at sætte et aftryk på designet af raceren, så derfor bliver 2018 mere spændende.

Men hvad nytter det at have en god bil, hvis der ikke er en suveræn chauffør til at styre den?

HVIS JEG BESTEMTE i Williams, ville jeg kigge på to andre kørere.

1. Pascal Wehrlein er Mercedes Junior – eller nærmere var.

Han har slet ikke den stjerne hos Toto Wolf som tidligere, og mens han ofte har problemer med at køre fra middelmådige Marcus Ericsson, så er tyskeren blevet overhalet indenom på Mercedes-listen af franske Esteban Ocon.

Så selvom der måske ikke er Mercedes-kroner i ryggen, så er tyskeren i min bog et bedre valg end di Resta og Kubica.

2. Daniil Kvyat. Han blev for nyligt droppet af Red Bull, som ikke kunne se den så tit udskældte russer udvikle sig yderligere.

Han er tit alt for svingende i sine præstationer, men han er et klart bedre bud på en hæderlig kører end de to gamle travere, man overvejer at støve af.

UANSET HVEM DER bliver makker til Lance Stroll, så ærgrer det mig, at Kevin Magnussen er bundet til en Haas-kontrakt til udgangen af 2018.

Han er med min danskerhat på manden, som kunne gøre det meget bedre end den kører, det engelske team ender med at måtte tage sig til takke med.

Kevin Magnussen sluttede uden for pointene i Austin. Foto: imago/Eibner/ All Over Press Sport og Spil Jasons dom: Mercedes-stjerne og Magnussen-rivaler får hug

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Formel 1
Mest læste i Formel 1
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen