Jason Watt og Majbrit Berthelsen har valgt at blive skilt.
De var sammen i godt otte år, men er ikke længere et par.
Det skriver Ekstra Bladets Formel 1-ekspert og tidligere racerkører på sin Instagram-profil.
'Vi har været hinandens støtter, når livet var hårdt for den ene eller den anden, og det vil jeg altid kigge tilbage på med smil. Men hvis man ikke længere er lykkelig i hinandens selskab, så kan man vælge at leve videre i håbet eller vælge hver sin vej.'
'Vi har i fællesskab og uden drama valgt det sidste, så 2023 bliver nyt på flere måder.'
'Godt nytår til jer alle sammen. Nyd livet, der er kun et enkelt af dem så vidt jeg er orienteret,' afslutter Jason Watt teksten.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Jason Watt. Han har ingen yderligere kommentarer, men henviser i stedet til sit opslag.
Parret var sammen i otte et halvt år. De blev gift i 2016.
Det var tredje gang, at Jason Watt blev gift.
Majbrit Berthelsen skiftede navn til Majbrit Watt, men hedder nu igen Berthelsen, skriver hun på Instagram.
'Det her er vores sidst nytår sammen! Jason og jeg har valgt at blive skilt.'
'Jeg kan stadig godt lide hans selskab - men glæder mig nok mest til at kunne lukke min egen dør og bestemme, hvordan tingene i hverdagen og livet skal forløbe.'
'Det blev til 8,5 år med masser af skønne/skøre og sjove oplevelser, år jeg mest af alt vil kigge tilbage på med et smil,' skriver hun.
Hun deltog i 2022 i 'Robinson Ekspeditionen', hvor hun måtte forlade programmet som den første.