Racerkøreren Jan Magnussen fik sig en slem forskrækkelse kort inde i det nye år.
Natten til mandag blev bopælen i Roskilde ramt af en ildebrand.
Det bekræfter Jan Magnussen over for Ekstra Bladet. B.T. var først med historien.
Det viste sig, at der var gået ild i en skraldespand, der stod i et overdækket skur. Heldigvis nåede ilden ikke at sprede sig, hvilket var Jan Magnussens egen fortjeneste.
- Min datter opdagede, at der stod flammer ud fra skraldspandsskuret. Min kone ringer efter brandvæsnet, og jeg løber ud og får fat i en vandslange og begynder at slukke det, siger han til Ekstra Bladet.
- Alle naboerne kom ud og fortalte, at der var ild i det. Men det vidste jeg jo godt på det tidspunkt, siger han.
Brandvæsnet kom kort efter og fik helt styr på ildebranden. Heldigvis kom ingen til skade.
- Brandvæsnet var der lynhurtigt og fik styr på det. Det så vildt ud, da der var ild i det. Men vi fik det slukket. Hvis vi ikke havde opdaget det i tide, kunne det være gået meget værre.
- Det er selvfølgelig en ubehagelig oplevelse. Men det var, hvad det var. Det var trist. Alt bliver godt igen, siger Jan Magnussen.
49-årige Jan Magnussen kørte senest 12-timers-løbet Gulf 12 Hours på Yas Marina-banen i Abu Dhabi med Kevin, hvor de blev nummer syv i GT3-klassen.