Jan Magnussen starter i pole position i Daytona

Sæsonen begyndte godt for Jan Magnussen og Corvette, som torsdag aften dansk tid kørte sig til pole position

Racerkøreren Jan Magnussen var hurtigst i kvalifikationen til 24-timers-løbet i Daytona.

Jan Magnussen samt Corvette-holdkammeraterne Antonio Garcia og Mike Rockenfeller starter dermed forrest i GTLM-klassen, når løbet skydes i gang lørdag aften dansk tid.

- Ærligt talt er jeg lidt overrasket over, at det lykkedes os at finde så meget fart til kvalifikationen, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

Han er lettet over, at det lykkedes at køre den hurtigste omgang af alle på den berømte racerbane i Florida.

- Jeg kunne tydeligt mærke, at der var krudt i bilen, og det er en fantastisk fornemmelse at starte sæsonen med en pole position.

- Det er en kæmpe belønning til hele teamet, som har knoklet så hårdt for at blive klar til årets første udfordring, lyder det fra Jan Magnussen.

Jan Magnussen og Corvette sluttede med Ford-køreren Joey Hand lige i hælene, og lørdagens løb kan blive meget tæt.

- Vi har et langt løb foran os, og der kan ske hvad som helst. Men lige nu føles det fantastisk, og det giver teamet et vigtigt boost.

- Vi fik vist, at den ældste bil i feltet stadig er hurtig, og at vi har sat noget sammen, som virker.

- Og selv om løbet varer et døgn, så kan en pole position godt ende med at have afgørende betydning. For to år siden tabte vi eksempelvis løbet med 0,034 sekunder, siger Jan Magnussen.

Årets udgave af 24 Hours of Daytona flages grønt lørdag klokken 20.40 dansk tid. Det samlede felt består af intet mindre end 50 biler fordelt på tre klasser.

Magnussens danske kollega Christina Nielsen stiller op i GTD-klassen for Porsche-teamet Wright Motorsports og starter løbet fra en niendeplads.

Hun fortæller, at en niendeplads bestemt ikke var det resultat, hun havde håbet på, men at det kan forbedres i selve løbet.

- Vi kan stadig nå at finde noget fart, inden løbet skydes i gang. Det er et langt løb, og det vigtigste for os er at komme sikkert fra start og gennemføre natten uden at blive involveret i problemer.

- Kort sagt handler det om, at vi stadig er med i kampen, når solen bryder frem, og der for alvor begynder at blive kæmpet om pladserne, lyder det fra Christina Nielsen.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen