Kæmpe triumf for Kevins bedste ven

Michael Christensen får et ur i 100.000 kr-klassen for sejren

Michael Christensen vandt endnu en stor sejr i Daytona 24 timer (Foto: Jan Sommer)
Michael Christensen vandt endnu en stor sejr i Daytona 24 timer (Foto: Jan Sommer)

Porsches danske fabrikskører, Michael Christensen skal kun se på uret for at glemme den store skuffelse.

Han var udset til at køre den nye Porsche 911 RSR i sæsonens første store løb, Daytona 24 timer, men den 26-årige dansker blev i stedet udlånt til et amerikansk Porsche-mandskab, Alegra Motorsport.

Selv om det gjorde ondt at blive vraget, viste køreren, som også er kendt som Kevins bedste ven, sig som en rigtig professionel og sørgede for en overraskende klassesejr til Porsche nr. 28 i GT Daytona-klassen.

Sejren blev belønnet med et fornemt Rolex Daytona-ur til en værdi af mindst 100.000 kr, så det blev ikke et dårligt bytte, fordi den 'nye' Porsche 911 RSR, som han har været med til at udvikle og prøvekøre, blev kun nr. 2 i en meget tæt GT Le Mans-klasse.

Med mindre end 45 minutter var Jan Magnussen og Co. på vej til at vinde denne klasse for anden gang på tre år, men et sent pitstop betød, at sejren i stedet gik til sidste års Le Mans-vindere, Dirk Müller, Tyskland, Joey Hart, USA og Sebastien Bourdais, Frankrig i en meget tæt løb med otte biler på omgangshøjde efter 24 timer.

Jan Magnussen måtte efter en sejr i 2015 og en 2. plads i 2016 'nøjes' med en 4. plads i årets udgave.

En stor del af løbet - ikke mindst nattetimerne - kom til at foregå i kraftig regn med perioder med gult flag og overhaling forbudt.

Michael Christensen var førstemand i Porsche med Michael og Carlos de Quesada, Daniel Morad og Jesse Lazare, og det var danskeren, som sørgede for at få bragt Porsche i mål foran en Audi og en Mercedes.

Det var anden gang, at den 26-årige dansker vandt et af de store amerikanske løb.

For tre år siden vandt han det andet store langdistanceløb, Sebring 12 timer.

Knap var Michael Christensen i mål, før den pensionerede Le Mans-klassevinder Casper Elgaard lykønskede ham på Twitter med den fornemme sejr og eftertragtede ur.

Et par timer før afslutningen var billedet et helt andet i GT Daytona-klassen, da den forsvarende klassemester, Christina Nielsen lå placeret til en ny stor triumf.

Ferrari'en var i front med den tilkaldte fabrikskører, Sam Bird, Storbritannien bag rattet, men pludseligt stoppede briten i sving 6.

Når arrangørerne af Le Mans senere på ugen vil offentliggøre feltet til årets 24 timers løb, vil  Michael Christensen være blandt de inviterede kørere - nu i den nye Porsche 911 RSR -- sammen med Jan Magnussen i Corvette.

Derudover vil GTE-verdensmestrene, Nicki Thiim og Marco Sørensen også være at finde på startlisten i Aston Martin sammen med Christina Nielsen samt sidste 3'er i GTE Am-klassen, David Heinemeier Hansson, som i årets udgave skal køre i LMP 2-klassen for det tidligere LMP1-mandskab, Rebillion.

Se også: Det kører ikke for vennen: Ring til Kevin

Se også: Dansker skal køre i nyt fartvidunder

 

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere