Kevin får Mercedes-test: Fed mulighed

- Jeg glæder mig til at prøve endnu en racerbil for første gang, siger Kevin Magnussen om næste uges DTM-test i Jerez

Efter en hel sæson som reserve hos McLaren-Honda får Kevin Magnussen nu muligheden for at tilbringe noget tid bag et rat. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Efter en hel sæson som reserve hos McLaren-Honda får Kevin Magnussen nu muligheden for at tilbringe noget tid bag et rat. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

I en sæson, hvor Kevin Magnussen har tilbragt alt for lidt tid bag et rat, bliver den 23-årige danske racerkører endelig udfordret hen mod slutningen af året.

Tidligere på ugen lagde han et kryptisk billede på Instagram fra et SAS-fly med kurs mod Tyskland.

Destinationen var ikke Porsche og yderligere snak om muligheden for at køre Le Mans for tyskerne næste år, men derimod Mercedes.

Kevin Magnussen er en af flere unge kørere, som i næste uge på den spanske Jerez-bane får chancen for at vise evnerne frem i Mercedes' bil fra det tyske standardvognsmesterskab, DTM.

- Det er rigtigt, at jeg skal derned og teste. Og det bliver formentlig på tredjedagen, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet

- Det bliver en fed oplevelse, og jeg er glad for muligheden. Jeg glæder mig til at prøve endnu en racerbil for første gang, siger han.

Pascal Wehrlein vandt i den forgangne sæson den individuelle DTM-titel for Mercedes. Den unge tysker er reservekører for Mercedes' Formel 1-team og ligesom Kevin Magnussen blandt kandidaterne til et sæde hos miniputten Manor.

Mercedes' Pascal Wehrlein vandt årets DTM-serie. (Foto: Allover)
Mercedes' Pascal Wehrlein vandt årets DTM-serie. (Foto: Allover)
 

Hvorvidt Wehrlein fortsætter i DMT-serien er endnu uvist.

For Kevin Magnussen drejer næste uge så primært om at prøve en ny racerbil. Han har fortsat ingen konkrete planer til næste år og forsøger derfor at holde så mange døre som muligt åbne.

- De skal evaluere kørere og måske finde en til næste sæson, men jeg har ikke bundet mig til noget for næste år.

- For mig er det en test og en fed mulighed for at prøve en racerbil, jeg aldrig har prøvet før, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Ind til videre er det kun en test, siger Kevin Magnussen.

Tom K's Audi-boss risikerer straf efter radio-skandale

Danskeren har stadig øje på Formel 1, hvor der udover pladser hos Manor også findes ledige jobs som reservekører hos flere teams. Umiddelbart kunne Kevin Magnussen godt se, at man kan kombinere en reservetjans hos et Formel 1-hold med ræs i DTM for Mercedes.

- Muligvis, men der er ikke noget, der er sikkert endnu. Det er stadig meget usikkert, hvad det bliver til næste år, siger Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen skal for første gang prøve kræfter med en racer fra den tyske DTM-serie. (Foto: Allover)
Kevin Magnussen skal for første gang prøve kræfter med en racer fra den tyske DTM-serie. (Foto: Allover)

Jan Magnussen har også kørt DTM for Mercedes. Det var i 1995, og det var lige før et DTM-løb, at Keke Rosberg (Nicos far og tidligere Formel 1-verdensmester) på en spøjs måde fik fortalt, at Kevin Magnussens far skulle køre Formel 1 for McLaren.

Læs den sjove historie her:
Som far så søn: Sådan gik det da 'J-MAG' vikarierede i Formel 1

Alle muligheder holdes åbne - endnu ingen underskrift

Formel 1: Døren holdes stadig på klem til det eksklusive selskab, men chancerne er spinkle. Manor er det eneste team med ledige pladser, men de er meget dyre, og en gruppe amerikanske investorer overvejer i øjeblikket et købstilbud. Og amerikanerne vil foretrække amerikanske kørere. Både hos Williams, Haas og Lotus-Renault er der muligheder som tredjekører, men for Kevin Magnussens vedkommende skal opgaven kunne kombinere med løb uden for Formel 1.

Le Mans for Porsche: Tyskerne har som udgangspunkt ingen ledige pladser i WEC-serien, men Le Mans for Porsche inkluderer også 6 timer på Spa og en række test. Ikke nok til at fylde en sæson, men et stort skridt på vejen til noget tiltrængt ræs. Hvis tilbuddet kommer.

Indycar: Den amerikanske serie er fortsat en mulighed, og det gode Chip Ganassi-team, som Kevin Magnussen har besøgt tidligere på året, har stadig en plads. Pilen peger dog i øjeblikket mere på sportsvogne.

DTM: Kevin Magnussen nævnte selv det tyske standardvogns-mesterskab som mulighed, da han over for Ekstra Bladet diskuterede alternativer til Formel 1. Vigtigst er at være del af et team og serie, hvor der kan køres med om de sjove placeringer.

Formula E: Interessen fra el-racerklassen har været ganske overvældende. Men selv om Formula E er fyldt med dygtige kørere, er det mere en klasse for fortidens kørere end fremtidens.