Kvinder måber over valg af racerbabe: 'Er ufattelig skuffet'

Hun tror ikke på, at kvinder og mænd kan konkurrere lige i motorsport, alligevel har FIA valgt kønne, men sportslige udfordrede Carmen Jorda som medlem til dets 'Women's Commision'. Kvinder, som har slået mænd, forstår ingenting

Carmen Jorda i selskab med den brasilianske model Adriana Lima. Foto: All Over Press
Carmen Jorda i selskab med den brasilianske model Adriana Lima. Foto: All Over Press

Det internationale motorsportsforbund FIA kunne næppe have fundet nogen ringere til at repræsentere kvinder i motorsport end Carmen Jorda. Men ikke desto mindre har forbundet placeret den 29-årige spanier i dets 'Women's Commision'.

Hvilket siden udpegelsen i fredags har affødt hård kritik fra andre kvinder i motorsport og et komplet fravær af opbakning til beslutningen blandt fans.

Problemet er sådan set ikke, at hun er smuk.

Eller at hendes Instagram-profil minder om fitnessmodels og er proppet med skjulte reklamer. Eller at hun stadig bliver inviteret til Formel 1-grandprix som pynt ... som i Monaco tidligere på året, hvor hun sammen med den brasilianske supermodel Adriana Lima fik fyldt en del SD-kort hos de mange fotografer.

Derimod er hendes begrænsede evner bag et rat problemet.

Carmen Jorda har aldrig vundet et løb. Ikke så meget som et enkelt point blev det til, da hun fra 2012 og tre sæsoner frem kørte GP3. Hvilket er en præstation i sig selv.

Og så er hun i motorsportskredse berømt for sin holdning om, at det er ikke er fair at sammenligne kvinders præstationer med mænd i motorsport.

Det tætteste Carmen Jorda har været på en pole-position er med VIP-billet til Formel 1-løb. Foto: All Over Press
Det tætteste Carmen Jorda har været på en pole-position er med VIP-billet til Formel 1-løb. Foto: All Over Press
 

Særligt den sidste detalje er grunden til, at mange kvinder i motorsport for til tasterne. Som den 34-årige brite Pippa Mann, der blandet har kørt Indianapolis 500, scoret point i Formel Renault 3.5 og vundet løb i Indy Lights. På Twitter skrev hun:

'Kære FIA. Hvis nyheden, jeg hører, er korrekt, og I har udpeget en racekører uden nævneværdige resultater, som ikke tror på, vi kan konkurrere som ligeværdige i denne sport, er jeg ufattelig skuffet. Med venlig hilsen en Indy500-kvalifikant og Indy Lights-løbsvinder'.

Gentagne gange har Carmen Jorda i interview fastslået, at kvinder ikke kan konkurrere med mænd i motorsport på grund af fysiske forskelle. Mens hun var såkaldt udviklingskører og i praksis blikfang hos økonomisk trængte Lotus sagde hun følgende i et interview med Sky:

- Jeg tror virkelig på, at kvinder har en naturlig ulempe set i forhold til mænd. Det er derfor, at mænd og kvinder i mange andre sportsgrene har separate mesterskaber, sagde Jorda, som var en af de få kvinder, der støttede Bernie Ecclestones idé om en separat klasse ved siden af Formel 1 kun for kvinder.   

Hvilket faldt mange af hendes søstre for brystet. Som Pippa Mann konstaterer:

- Hendes kommentarer er en ærlig vurdering af hendes egne resultater. Ikke vores samlede som køn.

Til Racer uddyber Mann.

- Ærlig talt har responsen været virkelig overraskende. Det var tydeligvis noget, som betyder ret meget for mig personilgt. Vi så mange andre kvindelige racerkørere sige deres mening, da Carmen kommenterede, at hun ikke tror på, at mænd og kvinder kan være lige.

- Det er helt klart ikke, hvordan de fleste af os i sporten føler. Så at se en person med den holdning blive valgt til at repræsentere kvinder i motorsport i FIA's Women's Commission var skuffende.

Lørdag satte Leena Gade sig til tasterne. Hun er løbsingeniør og var som den første kvinde i den stilling med til at vinde Le Mans (i 2011 for Audi). Hun er medlem af kvindekommissionen og vil tage sagen op med FIA.

- Jeg valgte at konkurrere i en mands verden, ligesom mange andre kvinder i talrige motorsportsroller. Vi ønsker at være de bedste målt mod både mænd og kvinder. Er du ikke god til det? Spil et andet spil, lyder den diskrete sviner til Carmen Jorda.

Der er lagt op til nogle hyggelige kommissionsmøder i fremtiden ...

Carmen Jorda var udviklingskører for Lotus i 2015. Marco Sørensen havde samme titel i 2014-2015, men tilbragte mere tid i simulatoren og GP2-paddocken med teamet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Carmen Jorda var udviklingskører for Lotus i 2015. Marco Sørensen havde samme titel i 2014-2015, men tilbragte mere tid i simulatoren og GP2-paddocken med teamet. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Da Carmen Jorda for en stund gik rundt i Formel 1-paddocken i Lotus-tøj og siden Renault-uniform i noget af 2016-sæsonen, lagde hun sig også ud med den daværende formand for FIA's kvindekommission Michele Mouton.

- Hvis jeg skulle forslå kvinder, som har, hvad der kræves til at nå F1, ville jeg sige Simona de Silvestro, Danica Patrick, Susie Wolff eller sågar Beitske Visser, som gør det godt i Formel Renault 3.5-serien, sagde den franske kvinde, som i sin aktive karriere vandt fire rallyløb, i 2015 til motorsport.com, da hun blev bedt om sit syn på Jorda.

- Disse piger har lavet rigtig gode resultater i deres karrierer. Andre mindre succesfulde piger har formået at klatre til toppen af motorsportsstigen, men det har mere med marketingsstrategi og politiske grunde at gøre. Og det har jeg ingen interesse i.

I Danmark er Carmen Jorda mest kendt for sit udfald mod Marco Sørensen. Nordjyden var i sin tid del af Renaults talentprogram og blev i 2014 udviklingskører for Lotus' Formel 1-hold.

Her tilbragte Marco Sørensen over 60 dage i Enstones simulator, men fik nok i slutningen af 2015, lige før Renault trådte til og købte teamet. Carmen Jorda var en af årsagerne.

- Hun var 12 sekunder langsommere end mig i simulatoren. Alligevel løb hun med al belønningen, fortalte Marco Sørensen til Ekstra Bladet i begyndelsen af 2016.

- Så jeg følte mig trådt så meget på, at det til slut blev for meget, så jeg bare måtte stoppe.

I begyndelsen af 2016 var Carmen stadig en del af teamet fra Enstone, som var blevet overtaget af Renault. Sidst på sæsonen så man mindre og mindre til hende hos franskmændene. Foto: Jan Sommer
I begyndelsen af 2016 var Carmen stadig en del af teamet fra Enstone, som var blevet overtaget af Renault. Sidst på sæsonen så man mindre og mindre til hende hos franskmændene. Foto: Jan Sommer
 

Historien gik verden rundt, og Carmen Jorda svarede via spanske medier.

- Jeg ved ærligt talt ikke, hvem han er. Jeg har ikke set ham på Enstone, og sidste år var han ikke en del af teameat. Måske skulle han hellere fokusere på sin egen karriere. Jeg synes ikke, det er en god måde at bevise sine egne evner på - at man taler dårligt om andre kørere - i dette tilfælde mig, sagde hun.

Og hævdede ved samme lejlighed, at hun i 2015 havde været inden for et sekund af Romain Grosjeans tider.

Marco Sørensen fokuserede rent faktisk på sin egen karriere og blev i 2016 sidste års verdensmester i WEC's GTE Pro-klasse for Aston Martin sammen med Nicki Thiim.

Carmen Jordas sidste registrerede løb var også i 2016 i amatørklassen under Renualt Sport Trophy. Sæsonens bedste var en ottendeplads.

Da Carmen Jorda annoncerede nyheden på Twitter, var der langt mellem de positive kommentarer:

Hvem er du? Formel 1-skønhed hudfletter dansker

Formel 1-babe hånede dansk kører: Nu svarer han tilbage

Her er Kevins smækre kollega bedst