Magnussen fik alligevel banerekord

Det lykkedes ikke Kevin Magnussen at slå banerekorden på Jyllandsringen i første omgang, men han var så snublende tæt på, at han prøvede igen - og så var den hjemme

Se billeder fra Kevins besøg her. (Foto: Anita Graversen)

Se billeder fra Kevins besøg i klippet herover artiklen

SKELLERUP (Ekstra Bladet): Motorbrølene overdøvede undertiden regnen, der plaskede mod asfalten, og flagene, der blafrede vildt i blæsten, men der var intet, der fjernede opmærksomheden fra den bidende kulde på Jyllandsringen søndag.

Det skulle da kun lige have været de få minutter, Formel 1-stjernen Kevin Magnussen indtog arenaen i et pauseshow i DTC-sæsonåbningen i et forsøg på at slå den snart tre år gamle banerekord for en lukket bil.

Tusinder af motorsportsfans var søgt til banen ved Silkeborg for at være med til fejre dens 50-års jubilæum. For ikke-nørder var Magnussen det absolut største trækplaster, og han kastede glans over showet næsten samtidig med, at solen for en stund brød gennem skydækket.

Kevin Magnussen, der havde taget kæresten Louise Juulsgaard med til Jylland, havde travlt med at skrive autografer efter det mislykkede rekordforsøg. (Foto: Anita Graversen)
Kevin Magnussen, der havde taget kæresten Louise Juulsgaard med til Jylland, havde travlt med at skrive autografer efter det mislykkede rekordforsøg. (Foto: Anita Graversen)

På regnvejrsdæk rullede Magnussen klokken 16.25 sin Renault RS 01-racer gennem et mylder af mennesker foran ’High Class Racing’-teltet tæt og frem mod startområdet. Målet var at slå banerekorden på 1.07,046 minutter, som blev sat af Claus Christensen i september 2013 i en Aquilla CR1-Chevrolet.

Få havde forventning om, at det rent faktisk skulle lykkes Magnussen at sætte ny rekord på den våde bane, men ikke desto mindre gav den populære kører den alt, hvad den kunne trække – og var snublende nær faktisk at slå rekorden med en tid på 1.07.904 minutter.

Det var til gengæld så tæt på, at motor-esset kørte videre, efter den officielle tidtagning var slut, og her var der ifølge TV2 noget mere fart i Renaulten. Han slog således rekorden markant, men det var i første omgang kun uofficielt.

Flere tilstedeværende målte tiden for ham via stopure, og det medførte, at meldingen i første omgang lød på, at tiden var uofficiel. Senere meddelte løbsdirektør Peter Elgaard dog til TV 2 Sport, at forsøget var godkendt i tiden 1.05,22.

- Der gik koks i systemet, fordi jeg kørte længere tid end planlagt. Banen blev bedre og bedre, så jeg havde ikke lyst til at stoppe, sagde Kevin Magnussen til TV 2 Sport, da forsøget var godkendt.

Da han var færdig bag rattet var han gladest for bare at være tilbage:

- Det var sjovt, og jeg nød at være tilbage på Jyllandsringen igen. Det var fedt. Det er hyggeligt at komme herover og køre lidt, sagde Magnussen, da han efter en halv snes omgange, krøb ud af bilen.

På forhånd havde han ifølge arrangørerne takket nej til enhver forespørgsel fra pressen, og han stillede heller ikke op til formelle møder med fansene, men rettighedshaver TV 2 fik et interview og lod kolleger fra den skrevne presse lytte med.

Kevin Magnussen kører i denne sæson hos det franske Renault-team. Arkivfoto: Jan Sommer Formel 1 - 21. apr. 2016 - kl. 14:12 Storhold forklarer: Derfor fik Kevin aldrig sin hundedyre bil

- Det var vådt, og det var lidt svært at få varme i dækkene, men jeg fik godt greb til sidst. Det var sindssygt fedt at køre foran de danske motorsportsfans her på Jyllandsringen, sagde Kevin Magnussen, som efter nogle omgange kørte i pit og fik sin stab til at skifte til tørvejrsdæk, og det var det skifte, der i sidste ende banede vejen for super-tiden.

Før han for sidste gang kørte i pit, lavede han til ære for de tusinder af tilskuere en ’doughnut’ på den ene langside – en køreteknisk opvisning med brændt gummi og cirkelrunde brandmærker på kørebanen. Normalt fører den slags en straf med sig, men Magnussen slap vist for tiltale.

- Det er fantastisk at mærke den støtte, der er i Danmark til mig og Formel 1. Folk er glade og fortæller, at de er begyndt at stå tidligt op (for at følge med, når Magnussen kører, red.), sagde Magnussen.

- Det her er som at komme tilbage til rødderne, men jeg vil faktisk sige, at da jeg i sin tid kørte her i Formel Ford, var der sindssygt stor opbakning, fordi min fars fans også støttede op om mig.

- Det er dejligt at se, hvor stor interesse, der er for motorsport i Danmark. DTC er tydeligvis tilbage på det niveau, vi så for år tilbage. Det er helt vildt dejligt at se, sagde Kevin Magnussen, der i øvrigt kunne se sin far, Jan, sejre i finalen, så han nu er fire point efter dagens toer, Kasper H. Jensen, i den samlede stilling.

Før rekordforsøget blev han krammet af sin lillesøster Millie og ønsket held og lykke, mens kæresten Louise holdt afstand til racerkøreren og venligt takkede nej til et interview. Magnussen og kæresten ønskede heller ikke at stille op til foto sammen til Ekstra Bladet, da de omgivet af fans forlod Jyllandsringen.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen