- Meget nemt at dumme sig

Weekendens 12 timer på Sebring er sæsonens store mål for Kevin Magnussens teamkammerat Renger van der Zande

Daytona og Sebring er de to længste løb i IMSA-serien. Foto: Chip Ganassi Racing
Daytona og Sebring er de to længste løb i IMSA-serien. Foto: Chip Ganassi Racing

Når de 12 timer på Sebring begynder lørdag, jagter Kevin Magnussen sin første sejr i et racerløb siden 2013.

Hos teamkammeraten Renger van der Zande fejler motivationen intet, for det næststørste løb i amerikanske sportsvogne mangler på hollænderens fornemme cv.

- Jeg har ikke vundet det endnu. Jeg er blevet nummer to så mange gange der i forskellige klasser, siger han til Ekstra Bladet.

- Sebring er så ikonisk et løb. Banen er forfærdelig; der er intet kønt ved den, men fordi den er så barsk og lang, bliver den alligevel smuk. Med den aggressive racing, man ser der, er de sidste to timer bare ufattelige. Der er plads til overhalinger, men det er så svært at vinde, hvilket gør løbet helt særligt.

- Faktisk er Sebring hårdere end Daytona og de fleste andre løb. Du rammer ujævnheder 12 timer i træk.

- Hvis du ser på Sebring er det altid i de sidste fire og halv time, hvor vinderen findes. Forinden skal du være meget påpasselig og ikke glæde dig for tidligt. Det er meget nemt at dumme sig på Sebring. Lad mig sige det på den måde.

- Samtidig skal du have en hurtig bil. Hvis du har en bil, som er lidt ringe over knoldene, og som ikke drejer rigtigt ind, vinder du ikke. Sebring er svær, fordi alt skal gøres rigtigt, og du må ikke lave nogen fejl. Nogen rammer altid rigtigt med setuppet.

- Samtidig starter man om dagen og slutter om aftenen. Setuppet på bilen er helt anderledes, når man starter og slutter løbet. Så man vil næsten helst have en ringe bil i løbet af dagen, så bilen bliver levende om aftenen, hvor du kan begynde at kæmpe om sejren.

- Men har vi en bil som på Daytona eller noget tæt på det, så tror jeg, at vi har stor chance, siger van der Zande.

Kevin Magnussens teamkammerater i USA er Renger van der Zande (t.h.) og Scott Dixon (t.h.). Foto: Chip Ganassi Racing
Kevin Magnussens teamkammerater i USA er Renger van der Zande (t.h.) og Scott Dixon (t.h.). Foto: Chip Ganassi Racing

Du overlever ikke som et røvhul

Grosjean: - Kevin elsker det

IMSA-sæsonen lægger hårdt ud med de to største løb, Daytona og Sebring. Herefter venter mere traditionelle og kortere løb.

Kevin Magnussens teamkammerat håber, at de bliver titeludfordrere, selv om punkteringer degraderede Cadillac #01 til en femteplads i premieren.

- Det var en ufattelig god start. Vi havde en bedre bil, end jeg havde hos Wayne Taylor Racing, siger hollænderen. 

Med det team vandt han både Daytona og Petit Le Mans to gange og blev i fjor toer i mesterskabet.

Kevin Magnussen, Renger van der Zande og Scott Dixon kører lørdag Sebring 12 timer fra klokken 15.10 dansk tid - vises på TV3 Sport og Viaplay.

Kevin skamroser holdkammeraterne Renger van der Zande og Scott Dixon.
 

Magtforholdet på årets F1-grid

Her er Kevins nye liv

Nyt i F1: 13 ting, du skal vide