Overlevede mareridt: Jeg tænker ikke på det mere

Sophia Flörsch kom på imponerende vis hurtigt tilbage fra ulykken i Macau - men ser sig ikke tilbage

Det var ulykken alle i international motorsport talte om. Ja, selv folk, der normalt ikke skeler videre meget til racerbiler lod et øjeblik kæben hvile på knæene i vantro og chok over de vilde sekunder i Macau.

17-årige Sophia Flörsch fløj gennem luften med 275 kilometer i timen og brækkede ryggen.

Og det var billigt sluppet. For der var ikke meget bil tilbage af Formel 3-raceren.

Efterfølgende måtte hun igennem en 11 timer-lang operation og en pause med genoptræning på fire måneder.

Hun tabte syv kg muskler i den periode og følte sig med egne ord som en bedstemor i træningscentret.

Men Flörsch kom tilbage. På noget der må være rekordtid efter den slags ulykker.

Det er halvandet års tid siden den voldsomme ulykke, og Flörsch fortæller, at hun stort set aldrig tænker på den. Kun når journalister spørger til det.

- Hvis jeg så tv-klippet, ville jeg stadig ikke tro på, at det er mig, der flyver der, fordi sådan føltes det ikke, da jeg befandt mig i bilen.

- Det føles som værende meget lang tid siden. Bortset fra interviews tænker og taler jeg ikke rigtig over og om det mere, siger hun til CNN.

Ansatte på banen i Macau slås for at få Sophia Flörsch fri af sin racer 18. november 2018 efter det voldsomme crash. Foto: Mai Shangmin/Reuters/Ritzau Scanpix
Ansatte på banen i Macau slås for at få Sophia Flörsch fri af sin racer 18. november 2018 efter det voldsomme crash. Foto: Mai Shangmin/Reuters/Ritzau Scanpix
 

I 2019 deltog hun i Formula Regional European Championship og sluttede på en samlet syvendeplads.

Det indbragte han nok ingen priser for de rent sportslige resultater, men ved 2020 Laureus World Sports Awards modtog hun prisen for ’World Comeback of the Year’.

Og tidligere på året blev det offentliggjort, at hun som den første kvinde nogensinde skal køre i den internationale udgave af Formel 3, som blev etableret, efter at GP3 og det europæiske F3 fusionerede i 2019.

Det var dog inden coronapandemien satte alt og alle til vægs.

Hun skulle desuden have været en del af en kvindelig trio til Le Mans. Det er dog også parkeret bagest i garagen.

Egentlig irriterer det Sophia Flörsch, at hun kan få så meget opmærksomhed. Ikke på grund af ulykken, men fordi hun er kvinde og arbejder i en verden, hvor det fortrinsvis er mænd, der dominerer.

- Det handler ikke om at have større muskler. Der er flere faktorer, der spiller ind. Kvinder kan gøre det samme, og kvinder kan køre en bil lige så hurtigt som mænd – og køre den til grænsen på samme måde.

Sophia Flörsch fanget på Monza i marts 2019. Bare fire måneder efter ulykken. Foto: Luca Bruno/AP/Ritzau Scanpix
Sophia Flörsch fanget på Monza i marts 2019. Bare fire måneder efter ulykken. Foto: Luca Bruno/AP/Ritzau Scanpix

Sophia Flörsch bliver interviewet i februar i Berlin forud for Laureus World Sports Awards. Foto: Boris Streubel/Getty Images/Ritzau Scanpix
Sophia Flörsch bliver interviewet i februar i Berlin forud for Laureus World Sports Awards. Foto: Boris Streubel/Getty Images/Ritzau Scanpix
 

Hun fortæller, at hun ofte møder modstand – alene på grund af sit køn, fordi hun ofte er den første kvinde til at gøre dit eller dat.

- Jeg hører ofte, at ’du er en kvinde, du klarer den aldrig’. Men det motiverer mig bare endnu mere.

- En af de største udfordringer som kvinde er, at det er svært at finde virksomheder, der tror på dig, der stoler på, at du kan slå mændene og dermed få de samme chancer og muligheder.

Færre midler at arbejde med gør, at hun får færre chancer og færre værktøjer i sin træning og muligheder for at konkurrere med det andet køn på lige vilkår.

- Det er jo fuldstændig det samme med tennis. Hvis Rafael Nadal får to timers træning på en bane, men Novak Djokovic får ti timer, så er det klart, at Djokovic vil gøre det bedre.

- Vi har brug for brands, der tror på kvinder og som tør tage nogle risici, siger hun.

12 kommentarer
Vis kommentarer