Så bliver Kevin ked af det ...

Jan Magnussen har store forventninger før sit 23. Le Mans, hvor drømmen om at køre sammen med sin søn går i opfyldelse

Anders Fjordbach, Kevin Magnussen og Jan Magnussen kører for Team Sashi High Class Racing i Le Mans. Foto: Emil Agerskov
Anders Fjordbach, Kevin Magnussen og Jan Magnussen kører for Team Sashi High Class Racing i Le Mans. Foto: Emil Agerskov

Jan Magnussen har haft travlt til det sidste.

Det var sidste chance for at få drømmen en Magnussen-bil til start i Le Mans til at gå i opfyldelse, før Kevin Magnussen næste år sammen med Peugeot træder ind i den største klasse i et team af fabrikskørere.

Kødgrossisten John Sashi Nielsen gik med som hovedsponsor, så danske High Class Racing kunne sætte en tredje bil ind i LMP2-klassen med Anders Fjordbach som sølvkører og teamets påkrævede 'amatør'.

Helt op til afgangen til søndagens testdag i Le Mans har programmet været pakket med praktiske gøremål for at få familieprojektet rigtigt op at flyve.

Det er 23. gang, at Jan Magnussen kører verdens mest berømte 24 timers-løb. Når det bliver alvor næste weekend har trioen kun siddet i bilen til den officielle test og så en privat test i juni i Spanien.

Team Sashi High Class Racing testede sin anden bil i juni på spanske Motorland. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
Team Sashi High Class Racing testede sin anden bil i juni på spanske Motorland. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
 

Med baggrund i den er Magnussens senior sportslig optimist.

- Det gik supergodt, siger han til Ekstra Bladet.

- Hvem er hurtigst?

- Det bliver Kevin ked af, hvis jeg fortæller, siger Jan Magnussen efterfulgt af sin karakteristiske småklukkende latter.

- Skal vi ikke bare sige, at vi var nogenlunde lige hurtige. Så ved Kevin, hvad jeg mener, griner han.

- Altså, det var en test. Kevin var hurtigste mand til testen med tre, fire, fem tiendedele end os andre. Men det var under andre vilkår. Det er svært, når man tester med low fuel, high fuel, nye dæk, gamle dæk, gode setups, dårlige setups.     

- Men vi var vildt positive, da vi kom tilbage fra testen, fordi alle havde været hurtige, og alle var enige om, hvordan bilen skulle køre. Det indikerer, at vi ikke behøver at gå på et kæmpe kompromis, før alle er glade.

- Hvor meget lir og drilleri er der mellem jer?

- Til testen var der ikke meget. Det er selvfølgelig for oplevelsen at køre far og søn, men det er fandeme også for at få det bedste resultat, som vi kan.

- Vi er begge professionelle og ved, hvad det drejer sig om og kræver. Det bliver mere bagefter. Hvad der er sket, og hvem der er skyld i det.

Kevin Magnussen debuterer i Le Mans-sammenhæng, men han fra den amerikanske IMSA-serie fået erfaring med prototyper. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
Kevin Magnussen debuterer i Le Mans-sammenhæng, men han fra den amerikanske IMSA-serie fået erfaring med prototyper. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
 

Fire gange har Jan Magnussen vundet sin klasse i Le Mans, men aldrig i prototyper. Her er andenpladsen i 2003 bedste resultat.

Men den 48-årige racerkører har al mulig grund til at tro på endnu en podieplacering.

- Vi går efter et topresultat. Testen indikerede, at det ikke er naivt at tro. Men Le Mans er Le Mans, og vi kan sagtens komme derned, og så har nogen fundet et eller andet fantastisk.

- Håbet er, at vi er nogenlunde med på tiderne. Vi behøver ikke at være hurtigst, men du kan ikke vinde, hvis du er langsomst. Man skal bare være nogenlunde med inden for et sekund, så har vi en chance for at vinde det. Det kan du også, hvis du er længere tilbage, men så kræver det, at de andre er uheldige. Vi har alle tre ret høje mål.

- Hvad bliver jeres største udfordring?

- At holde os ude af problemer og køre vores eget race. Få lagt en god plan, holde os fra andres problemer og lade være med at skabe nogen selv. Køre hurtigt, men sikkert og bruge hovedet hele vejen igennem; også når det bliver svært.

- Det er vel her, at din erfaring kunne spille ind ...

- Det ville være fedt, hvis jeg kunne vise det der, klukker Jan Magnussen. 

Jan Magnussen har ikke kørt prototyper på Le Mans siden 2003, og det er en noget mere fysisk krævende bil. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
Jan Magnussen har ikke kørt prototyper på Le Mans siden 2003, og det er en noget mere fysisk krævende bil. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hårdt for en voksen mand

Opgaverne spidsede så meget til før Le Mans-afgang, at Jan Magnussen måtte aflyse sin sidste fysiske træning - og en fotoaftale med Ekstra Bladet.

Han har ellers været nødt til at ændre sin tilgang efter små 20 år i GT-vogne. Med sin ekstra downforce og større G-påvirkningerne er LMP2-raceren et andet bæst at køre.

- Det er en hård bil at køre i. Det er helt sikkert. Jeg var været nødt til at træne på en anden måde. Heldigvis har jeg fået kørt tre løb i den (for High Class i WEC-mesterskabet, red.), så jeg kender en lille smule til den. Men der er noget større G-påvirkninger, som gør det mere udmattende, siger Jan Magnussen.

- Stints er til gengæld lidt kortere. I GT-biler kører vi tæt på en time, mens det er 30-40 minutter i en LMP2. Vi kører flere stints, men du får lige det ene minuts pause.

Under forberedelserne har Jan Magnussen trænet hos Pulsconcept i Valby med Dennis Wounlund, som til daglig også arbejder med Christian Lundgaard og er tilknyttet DASU’s talentprogram.

- Jeg er gået lidt mere til den nu. Dennis tog fat i mig, fordi han vidste, at det var et hårdt program for os at få alt det her til at virke. Han vidste, at det nok var tiden i træningslokalet, der blev sparet på, når det hele hobede sig op. For det er et kæmpe projekt at stå med, så det var fedt.

- Han har den her nye træningsmetode med kognitiv træning, hvor man både træner fokus, koncentration og reaktionsøvelser. Det har været superinteressant, siger Jan Magnussen.

Så bliver Kevin ked af det ...

Kevin Magnussen er optimist før Le Mans ...

Virtual Reality og den slags øvelser gjorde man ikke brug af, da Magnussen senior var i Formel 1.

Alderen tvinger desuden racerkøreren i træningslokalet.

- Som tiden går, og man bliver ældre, skal der bare mere træning til for at kunne holde sig skarp. Specielt i prototyper. Det er helt umuligt at køre uden at træne.

- Overkrop, core, skuldre, ryg, nakke. Specielt i nakken; da jeg begyndte at køre i år, var jeg ikke stærk nok. Det har krævet noget arbejde. Og så generel form; jeg er 48, ikk?

- Så er der corona, for de andre år har jeg kunnet køre mig i form, men alt det her corona har flyttet rundt på løb. Jeg føler ikke, jeg har kørt så meget, så jeg skulle træne noget mere, siger han.

Danskere i årets Le Mans

High Class #20 (LMP2): Dennis Andersen, Marco Sørensen

High Class #49 (LMP2): Anders Fjordbach, Jan Magnussen, Kevin Magnussen

Porsche #92 (LMGTE Pro): Michael Christensen

Kessel #57 (LMGTE Am): Mikkel Jensen

AF Course #83 (LMGTE Am): Nicklas Nielsen

Iron Lynx #85 (LMGTE Am): Michelle Gatting

Aston Martin #98 (LMGTE Am): Nicki Thiim