Ærlig landstræner efter dansk nedtur: En katastrofe!

Speedway-landstræner Hans Nielsen fik ikke mange opmuntringer før hold-VM ved GP'et i Horsens

Hans Nielsen, der får sig en sludder i ryttergården med Nicki Pedersens manager, Helge Frimodt Pedersen, og den tidligere GP-kører Brian Andersen, der hjælper Peter Kildemand, fik noget at tænke over i Horsens. Foto: Jarek Pabijan
Hans Nielsen, der får sig en sludder i ryttergården med Nicki Pedersens manager, Helge Frimodt Pedersen, og den tidligere GP-kører Brian Andersen, der hjælper Peter Kildemand, fik noget at tænke over i Horsens. Foto: Jarek Pabijan

HORSENS (Ekstra Bladet): Dansk speedway kørte ind i et gevaldigt sæbeøje ved lørdagens Grand Prix på Casa Arena i Horsens.

Se også: Ny fiasko – nu er nedturen total i dansk speedway

Hverken Kenneth Bjerre, Niels-Kristian Iversen eller Peter Kildemand formåede at køre sig i semifinalen, hvilket var slemt nok.

Endnu værre var det dog, at Iversen og Kildemand var helt nede og skrabe det absolute bundniveau.

De to profiler formåede kun at hente seks point til sammen - tre til hver - på en grufuld dansk speedway-aften, mens Kenneth Bjerre med syv point trods alt kunne være indsatsen bekendt, og kun var de berømte marginaler fra en plads i semifinalen.

Alt sammen blot en uge før, Danmark, der må undvære den nakkeskadede Nicki Pedersen, skal forsøge at skabe et godt resultat ved det hold-VM, som begynder i næste uge.

Så der er ikke noget at sige til, at landstræner Hans Nielsen hang noget med klarinetten efter løbet.

- Jeg tænker, at Kenneth gjorde det fint, så er det også sagt. Det var sgu skidt med Kildemand og Iversen. Kildemand slås, men han falder af og begår et par småfejl. Han mangler lige det sidste. Iversen er der slet ikke. Han spinder i svingene, han spandt i starten. Det var en katastrofe. Det er bekymrende. Det eneste opløftende er, at han gør det godt i ligaerne, siger landstræneren om erfarne Niels-Kristian Iversen, der på forhånd var udset til at have en nøglerolle på landsholdet

Hans Nielsen fortæller videre, at løbet i Horsens ikke ændrer de tanker om den endelige trup, han havde på forhånd.

- Vi havde en rimelig fornemmelse inden i aften. Der var nogle ting, der kunne have flyttet sig i aften. Det gjorde de ikke, siger han.

Kenneth Bjerre var bedste dansker i Horsens. Foto: Jarek Pabijan
Kenneth Bjerre var bedste dansker i Horsens. Foto: Jarek Pabijan
 

Kenneth Bjerre kan glæde sig over, at være eneste modtager af ros fra landstræneren efter lørdagens nedtur.

Han tvivler dog på, om det havde gjort en forskel, hvis han var kommet videre fra de ordinære heats.

- Det er jo ikke i dag, det bliver afgjort. Jeg ligger nummer et i den polske første division og ligger godt i de andre ligaer. Jeg bliver glad, hvis jeg bliver udtaget, og ellers har jeg en uge fri, siger han.

Bjerre ligner dog et godt bud på en deltager ved hold-VM, og han føler da også selv, at han fik vist, at han stadig kan følge med de allerbedste.

- Jeg tager tilfreds herfra. Jeg laver gode starter, jeg kan følge med, og jeg bliver ikke kørt bagud. Det var marginalerne. Jeg blev udelukket med Peter (Kildemand, red.), men som jeg ser det, var det fifty-fifty. Men der var kontakt, og der skal jo udelukkes en, siger han og fortsætter:

Jeg havde været mere skuffet, hvis jeg var røget ud i semien. Jeg går herfra tilfreds, men min målsætning var finalen, og jeg havde kunnet følge med, hvis jeg var nået så langt. Jeg synes, jeg har haft en god dag.

For Peter Kildemand blev lørdag alt andet end en god dag.

Tre point og alle former for utur betød, at der var dømt ren dumpekarakter til den nyslåede far.

- Jeg tror, at jeg var det hele igennem med udelukkelser, styrt og en maskinskade. Det var bare super træls, for jeg kom ellers godt fra land i mit første heat. Jeg var det hele igennem, men der var ikke noget, der ville lykkes. De små marginaler var hele tiden mod mig, siger Peter Kildemand, som især var utilfreds med, at han blev udelukket for at nedlægge svenske Fredrik Lindgren efter, at han selv var blevet påkørt af Kenneth Bjerre umiddelbart inden.

- Det synes jeg er lidt billigt, når man selv kører hårdt, konstaterer Kildemand, der ikke tager meget med fra Horsens.

- Hvis man ikke lærer noget, er det noget rigtig lort. Vi har gjort nogle erfaringer, vi skal tage med, men ellers er det sådan en aften, der bare skal over højre skulder, siger han.

Den samlede stilling

1 Jason Doyle, Australien 65

2 Patryk Dudek, Polen 65

3 Maciej Janowski, Polen 58

4 Fredrik Lindgren, Sverige 51

5 Tai Woffinden, Storbritannien 48

6 Emil Sayfutdinov, Rusland 47

7 Greg Hancock, USA 45

8 Martin Vaculik, Slovakiet 45

 

--------------------------------

13 Niels-Kristian Iversen 31

16 Peter Kildemand 12

17 Nicki Pedersen 8

19 Kenneth Bjerre 7

Se også: Frustreret dansker efter møg-aften: Det er decideret til grin!

Se også: Efter monsterstyrt - så lange udsigter har Nickis comeback

Se også: Skadet Nicki ramt på pengepungen: 'Jeg har lyst til at råbe'

Se også: Venter på lægernes dom – Nicki frygter karrieren er forbi

Udsigten i Seaside Plaza er alle pengene værd. Foto: Tariq Mikkel Khan. Sport og Spil Speedway har gjort Nicki til millionær - Se hans luksusliv i Monaco

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere