Stædig Nicki vil på podiet

Nicki Pedersen drømmer stadig om VM-medaljer før lørdagens britiske Grand Prix

Nicki Pedersen diskuterer fredagens træning med chefmekaniker John Jørgensen. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen diskuterer fredagens træning med chefmekaniker John Jørgensen. (Foto: Jarek Pabijan)

Nicki Pedersen var vanen tro klar i mælet, da han skulle gøre status oven på nedturen i Parken for to uger siden.

- VM-titlen er væk. Jeg bliver ikke verdensmester i år, sagde fynboen til Ekstra Bladet den aften.

Siden har Pedersen haft to uger til at få pulsen ned, og inden aftenens højdepunkt på GP-kalenderen, Det Britiske Grand Prix på det majestætiske Millenium Stadium i Cardiff, har han genvundet troen på, at sæsonen kan kaste ædelt metal af sig.

- Jeg tager et Grand Prix ad gangen nu. Jeg håber på at komme i nogle finaler, så må vi tage den derfra, men målet er stadig at ende på VM-podiet, lyder det fra Nicki Pedersen.

- Jeg er stadig fortrøstningsfuld. Jeg havde trods alt farten i Parken, og det er jo de samme maskiner, jeg kører på her. Samtidig er banen fuldstændig som i København, siger Nicki Pedersen, som erkender, at fiaskoen i København var en streg i regningen.

Ren forretning
- Det var en katastrofe, men jeg var bare på de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Nu er der gået 14 dage, og jeg har glemt udelukkelserne, og jeg har også kørt nogle gode ligaløb siden, fortæller han.

Løbet i Cardiff nyder en særlig status blandt både kørere og tilskuere. Men selvom danskeren tilbage i 2003 kørte sig i stilling til sin første VM-titel med en dramatisk sejr på det store stadion, så er han vanen tro ikke præget af sentimentalitet.

- Det er jo det største, og jeg er jo en af dem, der har vundet her. Men så betyder det heller ikke mere. Det er ren forretning. Det handler om at vinde nogle heat, siger Nicki Pedersen.

3+ kl. 18, dk4 kl. 23

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere