Nicki Pedersen torpederede elg

Speedway-stjernen Nicki Pedersen slap uskadt fra en dramatisk kollision med en elg

Nicki Pedersen fik en dramatisk tur hjem fra Sverige i nat. (Foto: Johnny Frederiksen)
Nicki Pedersen fik en dramatisk tur hjem fra Sverige i nat. (Foto: Johnny Frederiksen)

En svensk elg kunne i værste fald have kostet speedway-køreren Nicki Pedersen livet natten til onsdag.

Pedersen og hans to mekanikere John Jørgensen og Tom Pårup var på vej hjem til Danmark efter tirsdagens ligaløb i Sverige, da deres bus pludselig kolliderede med en elg. Elgen kom løbende ind fra vejkanten, da de tre herrer kom kørende, og de havde ingen chance for at undgå en påkørsel.

- Det var på motorvejen, men heldigvis var der vejarbejde, så vi kørte kun 90 km/t. Vi har virkelig været heldige, siger Nicki Pedersen til spn.dk.

Hov - hvor er elgen?
Pedersen og hans to mekanikere lå og sov i deres køje i transportbussen, da ulykken skete. De faldt ud af køjen, da bussen ramte elgen, dog kom ingen af dem til skade.

- Elgen blev godt nok sendt til jorden. Kræet lå på vejen, men da vi kom hen til den efter lige at have tjekket os selv, så var den væk. Det fatter jeg ikke en skid af, siger Nicki Pedersen.

Uheldet betød, at Pedersen først var hjemme i Odense klokken 6. Efter kun to timers søvn stod den på den sædvanlige fysioterapi, og i aften kører han atter for sin danske klub, Holsted.

Om 10 dage fortsætter Pedersen i Grand Prix-serien i Parken, og mon ikke Pedersen kan være sikker på, at han ikke støder på svenske elge på vej dertil.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere