Nicki P. skifter kanal

Viasat overtager speedway-rettighederne fra dk4

Nicki Pedersen og kollegerne vil fremover køre rundt på Viasat-kanalerne (Foto: Polfoto)
Nicki Pedersen og kollegerne vil fremover køre rundt på Viasat-kanalerne (Foto: Polfoto)

De danske speedway-fans skal til at finde nogle andre knapper frem på remoten, når Nicki Pedersen og speedway-eliten i fremtiden giver gas på tv-skærmen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger forlader slaggerræserne nemlig den hidtidige base på dk4 og drøner over på TV3+, hvor man er klar til at skyde fartraketterne af hver anden lørdag henover sæsonen.

- Det kan jeg desværre ikke sige noget om, men vi sender en pressemeddelelse ud onsdag (i dag – red), siger Viasats sportschef, Peter Nørrelund, med et hørbart smil over telefonen.

Kanalskiftet vækker begejstring hos den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen, der er klar til at agere trækplaster i de nye rammer.

- Det er virkelig fedt. Det er rigtig godt for dansk speedway. Jeg tror, at de kan løfte det op på et andet niveau. Det så man sidst, de viste speedway, lyder det begejstret fra Pedersen.

Sæsonens første Grand Prix køres i polske Leszno 30. april.