Der har bestemt ikke været meget at grine ad for Nicki Pedersen i denne sæson.
Den tidligere speedway-verdensmester har i alvorlig grad døjet med at finde farten i Grand Prix-serien og er pt. hele 34 point efter førende Tomasz Gollob.
Senest har fynboen også været involveret i grimme styrt, først ved GP'et i Torun og senest onsdag aften i den danske liga, så derfor var det tiltrængt, da Pedersen søndag høstede stor succes i den polske liga.
Her scorede han de maksimale 15 point, da Gorzow besejrede bundholdet Tarnow med 57-32. Men sejren rækker ikke til at løfte den trængte stjernes humør
- Det var da rart og det er vigtigt med point, så det kan ringe lidt i kasseapparatet, men det er godt nok op ad bakke. Det gør sgu ondt at køre speedway, når man styrter rundt, som jeg gør i øjeblikket, fortæller Nicki Pedersen, der stadig er mærket af onsdagens uheld.
Ramt på knoglen
- Jeg slog lysken, da jeg blev ramt på knoglen rundt om skridtbeskytteren, så det er ikke så heldigt, at min fysioterspeut (Lisa Thomey - red.) har ferie i øjeblikket, konstaterer Pedersen, som ikke gør sig de store forhåbninger om at kunne overføre sin polske succes til næste uges Grand Prix på Millenium Stadium i Cardiff.
- Det kører godt i Polen, hvor vi har fundet setuppet på hjemmebane. men jeg ved ikke, hvorfor vi ikke kan overføre det til Sverige og Grand Prix'erne, siger han.
Hos Tarnow scorede Jesper B. Monberg syv point, mens Patrick Hougaard fortsatte nedturen fra lørdagens GP-kvalsemifinale og lavede et rundt nul i tre heat.
Hos Wroclaw bidrog Kenneth Bjerre og Leon Madsen til 51-39-sejren over Zielona Gora med henholdsvis syv og ti point.
Det blev også 51-39, da Torun med Hans Andersen og Michael Jepsen Jensen vandt over Bydgoszcz. Her stod Andersen for beskedne seks point, mens han unge landsmand kunne være lidt mere tilfreds med sin høst på otte 'pinde'.