Massiv støtte til kvæstet stjerne

Leigh Adams indleder genoptræningen efter uhyggelig ulykke

Leigh Adams er af nyere tids største speedwaystjerner. Her fejrer han sejren i Målilla i 2008 med den danske duo Hans Andersen og Nicki Pedersen. (Foto: AP)
Leigh Adams er af nyere tids største speedwaystjerner. Her fejrer han sejren i Målilla i 2008 med den danske duo Hans Andersen og Nicki Pedersen. (Foto: AP)

Der gik et gys igennem den internationale speedway-verden, da nyheden om Leigh Adams’ uhyggelige motorcykel-ulykke ’Down Under’ for godt to uger siden nåede Europa.

Adams, der indstillede karrieren i januar, kørte galt midt i den australske ødemark under forberedelserne til det benhårde ørkenløb ’Finke Desert Race’ og kom forfærdeligt til skade.

Punkterede lunger, brud på rygsøjlen og værst af alt, skader på rygmarven, sendte speedway-stjernen ud i gråzonen mellem liv og død, og kun takket være en hårdnakket indsats fra redningsmandskabet og lægerne i Adelaide er Adams fortsat i live.

Kæmper sit livs kamp
Siden er det strømmet ind med hilsner fra nær og fjern til den populære australier, der deler titlen som ’den bedste speedwaykører, der ikke blev verdensmester’ med TV3+’s ekspertkommentator Tommy Knudsen, mens han kæmper sit livs kamp i hospitalssengen.

En af dem, der har fulgt Adams’ lidelseshistorie tættest er den legendariske - nu pensionerede - speedwayfotograf Mike Patrick, der i flere år dækkede GP-serien for Ekstra Bladet.

Han er manden bag en støttegruppe for Leigh Adams på Facebook, der har rundet 5000 medlemmer.

På vej mod genoptræning
- Jeg lærte Leigh at kende, da han kom til England som 18- eller 19-årig. Han var en helt særlig kører og er et helt særligt menneske, som jeg har beundret i mange år og vi har været venner lige siden, fortæller Mike Patrick om sit forhold til australieren, som efter al sandsynlighed må tilbringe resten af livet i en hospitalsseng - eller i bedste fald en kørestol.

Han er jævnligt i kontakt med Adams-familien, hvor hustruen Kylie og børnene Declan og Casey naturligvis står sammen i den svære tid.

- Han skal snart forlade hospitalet for at indlede sin genoptræning, men hans skader er så alvorlige, at lægerne fortsat har svært ved at vurdere omfanget af dem. Han er et meget stærkt menneske med en meget stærk familie omkring sig, lyder det fra Mike Patrick, der har mærket familiens varme på egen krop.

- Når jeg har været i Australien, har jeg boet på familiens frugtplantage, hvor jeg har sovet i den vandseng, Leigh sov i som barn. Han har stadig lang vej igen, men vi håber alle på det bedste, siger fotografen.

Du kan også støtte Leigh Adams på Facebook via gruppen ’ Leigh Adams Love and Support Group’.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere