Nicki jubler over VM-program

Nicki Pedersen jubler over VM-programmet. Speedway-verdensmesteren slipper for sine hadebaner og den lange tur til Australien

Nicki Pedersen er yderst tilfreds med VM-programmet. (Foto: Lars Poulsen)
Nicki Pedersen er yderst tilfreds med VM-programmet. (Foto: Lars Poulsen)

Det var en særdeles tilfreds Nicki Pedersen, der fredag kunne konstatere, at næste års løbskalender i VM-serien i speedway nærmest er skræddersyet til den hurtige fynbo.

Væk er 'angstbanen' i Gelsenkirchen. Væk er løbet i italienske Lonigo, hvor Pedersen havde 2008-sæsonens værste aften. Og væk er planerne om et Grand Prix i australske Melbourne i midten af november.

- Ja, for fanden. Det kunne næsten ikke være bedre. Jeg havde hørt rygter om at løbet i Australien ville blive aflyst, og det passer mig perfekt. Jeg vil gerne være med til at udvikle sporten, men i mine øjne er det en meget bedre idé at kigge mod Rusland, og det er min vurdering, at vi kommer til at køre i Rusland i 2010, siger verdensmesteren, der havde frygtet, at han skulle betale sit team for to måneder mere end normalt.

Glæder sig til Bydgoszcz
Fynboen også er meget tilfreds med, at Danmark nu får to Grand Prix'er, efter at Ole Olsens hjemmebane i Vojens er lukket ind i varmen.

- Jeg havde ikke fået noget at vide, for arrangørerne har virkelig holdt kortene tæt ind til kroppen. Men jeg synes det er rigtig godt. Hvis Danmark skulle have to løb med, så skulle det være nu, hvor vi både har den individuelle verdensmester og hold-VM, siger Nicki Pedersen.

Til næste år bliver polske Bydgoszcz igen GP-cirkussets sidste destination, og det passer Pedersen perfekt.

- Det er helt suverænt, at vi slutter der. Jeg kører altid godt dernede, mens det er Jasons (Crump - red.) hadebane. Nu har jeg allerede en psykologisk fordel, konstaterer Nicki Pedersen, der om et par uger drager på den længe ventede ferie under varmere himmelstrøg.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere