Iversen bitter over kold skulder

Den danske speedway-kører Niels-Kristian Iversen er bitter, efter at han er blevet hældt ud af Grand Prix-serien

Niels-Kristian Iversen må i næste sæson nøjes med rollen som førstereserve i Grand Prix-serien. (Foto: Thomas Wilmann)
Niels-Kristian Iversen må i næste sæson nøjes med rollen som førstereserve i Grand Prix-serien. (Foto: Thomas Wilmann)

Mens der bliver jublet i Sverige, Rusland og England, så går den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen rundt med en bitter smag i munden, efter at han fredag blev forbigået, da der blev uddelt wild cards til næste års Grand Prix-serie.

Her blev det helt som ventet den engelske duo Chris Harris og Scott Nicholls, svenske Fredrik Lindgren og den dobbelte U21-verdensmester og kommende Vojens-kører Emil Saifutdinov fra Rusland, som kørte med de eftertragtede adgangstegn.

Og det er ikke en beslutning, der vækker begejstring hos den vragede esbjergenser, der ikke formåede at slutte i top otte i GP-serien efter en skadespræget sæson.

- Det kom jo ikke som et chok, for jeg ved godt, hvordan systemet fungerer. Men jeg er pissehamrende bitter - jeg havde jo håbet på det bedste, siger Iversen til ekstrabladet.dk.

Niels-Kristian Iversen lægger heller ikke skjul på, at wild card'ene i hans øjne i højere grad er blevet uddelt på et 'politisk' grundlag end på et sportsligt.

- Jeg mener ikke, at de kan kalde det VM, når de ikke vælger de bedste kørere. De ønsker jo kun at have tre danskere med, men jeg kommer igen. Det her motiverer mig kun endnu mere til at komme tilbage på hesten, slutter den skuffede landsholdskører, der i næste sæson må nøjes med tjansen som førstereserve.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere