Debutant tog røven på Nicki i VM-premiere

Nicki Pedersen til tops i VM-stillingen, men blev snydt af tysk debutant i sæsonpremieren

Nicki Pedersen kørte sig til tops i VM-stillingen, mens Niels-Kristian Iversen skuffede. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen kørte sig til tops i VM-stillingen, mens Niels-Kristian Iversen skuffede. (Foto: Jarek Pabijan)

Nicki Pedersen har spillet en hovedrolle i optakten til sæsonåbningen på VM-serien i speedway på New Zealand.

I dagene op til lørdagens GP-premiere i Auckland har de lokale medier udskreget den tredobbelte danske verdensmester til både 'skidt knægt' og 'djævel'.

Hårde ord, men den barske fynbo svarede igen på fineste facon, da han lørdag morgen dansk tid kørte sig til tops i VM-stillingen ved sæsonpremieren.

Det lugtede også af en tiltrængt GP-triumf for Pedersen, da han i finalen klemte sig forbi polske Krzysztof Kasprzak.

Se også: Vilde billeder: Træning går helt galt for speedwaykører

Straks efter blev danskeren dog snydt af den tyske debutant Martin Smolinski, der helt sensationelt tog stikket i finalen og snød danskeren for kronen på værket. Men Nicki Pedersen har alligevel al mulig grund til at være tilfreds.

For efter sidste sæsons konstante motorbøvl var det befriende at se Nicki Pedersen vinde sine første fem heat i suveræn stil, inden han klemte sig ind i finalen via en andenplads i semifinalen.

Så selv om Smolinski pressede sig op på podiets øverste trin, har han al mulig grund til optimisme før den videre færd.

Lørdagens næstbedste dansker blev Kenneth Bjerre, som kronede et fremragende GP-comeback med en plads i semifinalen.

Esbjergenseren har før denne sæson - som den sidste i GP-feltet - skifter motor-leverandør til GM, og Bjerre havde masser af fart på Western Springs Stadium.

Landsholdskøreren åbnede med en sejr, og kørte sig siden i semifinalen med mere end godkendte ti point.

Den forsvarende verdensmester Tai Woffinden er selvfølgelig blandt favoritterne til titlen (Foto: PABIJAN JAREK) Sport og Spil Sandhedens time - legende vurderer VM-favoritterne

Her sluttede festen dog efter Kasprzak og den store tyske overraskelse Martin Smolinski. Men Kenneth Bjerre havde forinden bevist, at han igen er en mand, der skal regnes med i Grand Prix-serien.

For sidste sæsons store danske lyspunkt blev sæsonpremieren 'Down Under' til gengæld noget af en nedtur.

Niels-Kristian Iversen stillede til start med masser af selvtillid i bagagen efter sidste års VM-bronze og endegyldige indtog i verdenseliten.

Men det rullede bare ikke for 'Puk' i Auckland, hvor det ellers begyndte helt perfekt med en heatsejr.

Siden fulgte dog et rundt nul og tre lunkne tredjepladser, der sendte Iversen ud i bad før semifinalerne. Noget af en nedtur for esbjergenseren, der ellers på forhånd lignede det stærkeste danske kort.

Se også: Verdensmester skred fra hospitalet

Esbjergenseren var ikke den eneste, der savnede medgang i sæsonåbningen.

Den helt store VM-favorit, den australske 'bad boy' Darcy Ward, havde det svært, og havde allerede stiftet bekendtskab med slaggerne fra nærmeste hold, da den tyske debutant Martin Smolinski kørte Ward midtover i heat 14.

Australieren landede på nakken, og blev kørt på hospitalet med det, der ligner en beskadiget nakke.

Heller ikke den regerende verdensmester, britiske Tai Woffinden, fik nogen drømmepremiere på 2014.

Se også: Speedway-chok: Verdensmester skadet før VM-premiere

Briten fik en elendig optakt, da han i sidste weekend slog både ryg og højre ben i et sammenstød med danske Mads Korneliussen i England. Han udskrev sig selv fra hospitalet, for at kunne stille til start på New Zealand, men han var logisk nok mærket af sit styrt og sluttede med syv point lige uden for semifinale-feltet.

Den amerikanske veteran Greg Hancock fik også en sløj start på den nye sæson. To afsluttende heatsejre kunne ikke opveje tre sidstepladser fra den dobbelte verdensmester.

Det næste Grand Prix køres i polske Bydgoszcz 26. april.

1 af 2 Kenneth Bjerre fik et godkendt GP-comeback. (Foto: Jarek Pabijan)
2 af 2 Nicki Pedersen kørte sig til tops i VM-stillingen, mens Niels-Kristian Iversen skuffede. (Foto: Jarek Pabijan)
0 kommentarer
Vis kommentarer