Nicki Pedersen øger ambitioner i Polen

Nicki Pedersen havde startvanskeligheder i det første VM-grandprix i New Zealand, og det skal forbedres

Nicki Pedersen stiller lørdag til sæsonens andet VM-grandprix i polske Bydgoszcz. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen stiller lørdag til sæsonens andet VM-grandprix i polske Bydgoszcz. (Foto: Jarek Pabijan)

Den tredobbelte verdensmester i speedway Nicki Pedersen, der i øjeblikket fører VM-serien, skal forbedre starterne, hvis han skal gentage succesen fra New Zealand i polske Bydgoszcz lørdag.

Selv om Nicki Pedersen scorede flest point i årets første løb i New Zealand, så var starterne kun på det jævne, fortæller han i en pressemeddelelse.

Se også: Debutant tog røven på Nicki i VM-premiere

- Min succes i New Zealand skyldes udelukkende farten i cyklen og min gode placeringsevne, siger Nicki Pedersen.

Den rutinerede dansker føler sig generelt i topform og glæder sig til den store bane i Polen, hvor han tidligere har vundet flere gange.

- Jeg vandt kun tre ud af syv starter i New Zealand, derfor arbejder vi med forbedringer, så jeg trækker bedre ud af starterne lørdag i Polen. Min ambition er at vinde fem ud af syv starter, siger Nicki Pedersen.

Banen i Polen er 350 meter lang, og der er tradition for en masse overhalinger, fordi der er flere linjer på banen.

Det er noget, den danske mester Niels-Kristian Iversen kan bruge. Han kom skidt fra start i New Zealand og ligger med seks VM-point på en samlet 10.-plads.

- I New Zealand var der ikke ordentlig fart i cyklerne, men det har vi arbejdet på, og nu er farten tilbage. Det har resulteret i en række gode resultater for mine klubber.

- Jeg ser frem til den store bane i Bydgoszcz, hvor der er masser af linjer og derved plads til overhalinger, hvis starten svigter, siger en optimistisk Iversen.

Den tredje dansker, der deltager i lørdagens VM-grandprix, er Kenneth Bjerre.

Se også: Nicki i ordkrig med verdensmester

0 kommentarer
Vis kommentarer