Dansk speedway-komet napper EM-sølv

Peter Kildemand fortsætter succes-stimen med EM-sølv. Nicki Pedersen tager bronzen

Peter Kildemand hentede EM-sølv i Czestochowa. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand hentede EM-sølv i Czestochowa. (Foto: Jarek Pabijan)

Det er noget af et gennembrud, som Peter Kildemand har sikret sig i speedway-toppen i denne sæson.

Hidtil har den 25-årige odenseaner båret prædikatet 'lovende', men den holder ikke længere efter et 2014, hvor han har kørt sig ind i verdenseliten med flere spektakulære resultater.

To wildcards til GP'erne i København og Vojens kastede to finaler og henholdsvis en fjerde- og en andenplads af sig, ligesom han var med til at sikre dansk guld ved hold-VM.

Lørdag aften kunne Kildemand så høste mere ædelt metal til samlingen med en flot EM- sølvmedalje, da fjerde og sidste afdeling af EM blev kørt i polske Czestochowa.

Se også: Glad toer: En ren fuldtræffer

Her skulle han jagte russiske Emil Sajfutdinov, der var tre point foran danskeren, men den duel endte med russisk sejr.

Sajfutdinov gjorde rent bord i sine første fire heats, og da duoen mødtes i heat 18, faldt afgørelsen, da Peter Kildemand røg i slaggerne i sin desperate jagt på russeren.

Dermed var guldet tabt, men siden fik Kildemand kørt sig i finalen, der sluttede som lidt af et antiklimaks for EM-vinderen Sajfutdinov, der styrtede og udgik.

Finalen fik dog alligevel en russisk vinder i Grigory Laguta, mens Kildemand blev treer.

Se også: Dansk speedway-stjerne må droppe finale

EM-sølvinderen får ikke lov til at hvile på laurbærrene, for allerede lørdag gælder det karrierens vigtigste løb, når der køres kvalfinale til næste års GP-serie i italienske Lonigo.

Her kører han sammen med Mads Korneliussen, Hans Andersen og Nicolai Klindt om tre GP-billetter, mens uheldige Kenneth Bjerre har meldt afbud på grund af den skulderskade, han pådrog sig i semifinalen ved Grand Prix'et i Vojens.

Nicki Pedersen, der her får sig en sludder med den polske veteran Tomasz Gollob, tog bronzen. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen, der her får sig en sludder med den polske veteran Tomasz Gollob, tog bronzen. (Foto: Jarek Pabijan)
 

Andenpladsen i finalen gik til Nicki Pedersen, der havde vundet de to første afdelinger, og på forhånd havde en spinkel guldchance.

Fynboen smed dog for mange point undervejs, men snuppede EM-bronzen, og sørgede dermed for talmæssig dansk dominans på podiet.

Den tredobbelte verdensmester må dog ærgre sig over nedturen ved tredje afdeling på hjemmebanen i Holsted, hvor det kun blev til seks point, for det var her, guldchancen reelt forduftede.

Se også: Rasende Nicki: Dommeren var ude efter mig

For unge Kenni Larsen blev EM-serien en skuffende oplevelse. To point blev det til i Czestochowa.

Se også: Her er den nye danske stjerne

0 kommentarer
Vis kommentarer