Coronavirus udskyder par-VM i speedway

Par-VM i speedway skulle være afviklet i slutningen af april og starten af maj, men er udskudt

Landstræner Hans Nielsen (til venstre) ses her sammen med Leon Madsen (i midten) og Niels-Kristian Iversen (med ryggen til). Det er ikke usandsynligt, at det bliver Danmarks mandskab, når det udskudte par-VM på et tidspunkt skal afvikles. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Landstræner Hans Nielsen (til venstre) ses her sammen med Leon Madsen (i midten) og Niels-Kristian Iversen (med ryggen til). Det er ikke usandsynligt, at det bliver Danmarks mandskab, når det udskudte par-VM på et tidspunkt skal afvikles. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Par-VM i speedway skriver sig på den efterhånden lange liste af sportsbegivenheder, der er udskudt på grund af udbruddet af coronavirus.

Det skriver arrangøren på sin hjemmeside.

- Vi ved, at udskydelsen vil skuffe vores fans, men helbredet og sikkerheden i speedwayverden er det vigtigste for os, og derfor er det ikke muligt at afholde par-VM i april og maj, lyder det.

Der skulle være afviklet semifinaler henholdsvis 25. april i tyske Landshut og 2. maj i lettiske Daugavpils samt et finalestævne i Manchester 8. og 9 maj. Alle løbene er udskudt.

Danmark er blandt deltagerne ved par-VM, når mesterskabet på et tidspunkt får nye datoer.

Hans Nielsens to udvalgte seniorkørere samt en U21-kører skal deltage i semifinalen i Tyskland. Her er Danmark et af syv landshold, der kæmper om tre finalepladser, mens syv andre landshold kæmper om tre finalepladser i Letland. Som vært for finalestævnet er Storbritannien sikret en finaleplads.

I 2019 måtte Danmark tage til takke med en femteplads ved par-VM, der kører under navnet 'Speedway of Nations'.

Par-VM blev kørt i forskellige formater og med forskellige navne frem til 1998, men var siden ude af programmet indtil 2018. I den mellemliggende periode blev der kørt hold-VM i stedet for par-VM.

Den individuelle VM-serie i speedway er stadig sat til at gå i gang 16. maj i Warszawa.

0 kommentarer
Vis kommentarer