Derfor blev Hans Nielsen og Erik Gundersen bitre rivaler

RIVALERNE: Speedway-stjernerne Hans Nielsen og Erik Gundersen begyndte som venner, men blev rivaler på grund af speedway-kongen Ole Olsen

Fra 1984 til 1989 vandt de to danskere tre verdensmesterskaber hver. Den kolde luft var til at få øje på som her, ved VM i Amsterdam i1987, hvor Hans Nielsen trak det længste strå. Foto: Erik Kragh.
Fra 1984 til 1989 vandt de to danskere tre verdensmesterskaber hver. Den kolde luft var til at få øje på som her, ved VM i Amsterdam i1987, hvor Hans Nielsen trak det længste strå. Foto: Erik Kragh.

Det er måske svært at forestille sig for yngre generationer.

Men engang, for ikke så længe siden, kunne danskerne kun modtage en enkelt tv-kanal – hvis man da ikke var så heldig at kunne fange enten tysk eller svensk tv med stueantennen.

Nicki Pedersens sæson var lige til slaggerne efter det alvorlige styrt, der kostede adskillige grimme brud. Foto: CTK Speedway Nickis nedtur: Falder ud af pengelisten

Danmarks Radio sad tungt på monopolet, og inde i tossekassen kunne man ofte se speedway-kørere som først Ole Olsen, og siden Erik Gundersen, Hans Nielsen, Tommy Knudsen og Jan O. Pedersen ræse sig til VM-medaljer og national berømmelse på et tidspunkt, hvor det ellers hørte til sjældenhederne med danske verdensmesterskaber.

Olsen var pioneren, der med sine tre VM-titler gjorde sporten og sig selv så populær, at han kunne sælge alt fra brætspil til sodavandsmaskiner og sætte sig på tronen som Danmarks ubestridte konge af slaggerne

Men det blev ’kronprinserne’ Erik Gundersen og Hans Nielsen, som for alvor stod bag det vanvittige guldræs i 1980’erne, hvor guldregnen ingen ende ville tage.

I alt vandt parret 39 VM-titler, 17 til Gundersen og 22 til Nielsen, i dansk speedways eventyrlige guldalder.

Men alt var langt fra fryd og gammen mellem de to stjerner, som blev fanget i en bitter strid, der delte nationen i to lejre. Ikke mindst, fordi ’Kong Olsen’ valgte den ene som sin tronfølger.

I begyndelsen var der ingen problemer mellem de to speedway-esser. Foto: Johnny Bonne
I begyndelsen var der ingen problemer mellem de to speedway-esser. Foto: Johnny Bonne

Det hele begyndte ellers som et uspoleret venskab mellem to håbefulde talenter.

- Vi mødtes allerede, da vi begyndte at køre knallert, husker Hans Nielsen.

- Da vi først begyndte at køre i England, havde vi det rigtig fint sammen og besøgte hinanden sammen med vores kærester. Jeg kan blandt andet huske, at vi kørte ned til U21-EM i Italien sammen i en lille bil, hvor den ene cykel var med i bilen og den anden var spændt fast udenpå, fortæller han.

Men snart var de to unge danskere bedre end konkurrenterne, og så begyndte kappestriden at tage form.

- Som vi blev bedre, blev vi også rivaler, fordi vi hele tiden kørte mod hinanden. Vi fik også for travlt til at se hinanden ved siden af, forklarer Nielsen, mens Erik Gundersen supplerer:

- Vi havde allerede mødt hinanden i en masse ligamatcher i England, hvor der ikke blev givet ved dørene. Jeg lukkede døren på ham, og han gjorde det samme. Der var nogle episoder, hvor temperamenterne slog gnister.

Men det var først, da Ole Olsen kørte sin egen cykel i garage og blev holdleder på det danske landshold, at den sunde kappestrid blev bitter.

- Rivaliseringen kom for alvor til udtryk, da Ole stoppede i 1984, I pressen sagde han, at han ville hjælpe de yngre kørere, hvis der var nogen, som var interesserede. Jeg kontaktede Ole og kom under hans vinger.

- Det følte Hans var forkert, fordi Ole også var holdleder på landsholdet, og så var balladen i gang. Ole var ligeglad, han ville bare have så mange medaljer til Danmark som muligt, fortæller Erik Gundersen, der blev ’troldmandens lærling’ og vandt sin første individuelle VM-titel under Olsens vinger i 1984 på Ullevi i Gøteborg.

Samarbejdet mellem Ole Olsen og Erik Gundersen spolerede idyllen i speedway-toppen. Foto: Viggo Landau
Samarbejdet mellem Ole Olsen og Erik Gundersen spolerede idyllen i speedway-toppen. Foto: Viggo Landau

På podiets næstøverste trin stod Hans Nielsen og kunne se landstræneren støtte sin værste konkurrent.

- Jeg følte, at Ole arbejdede mod mig til de individuelle VM-løb, hvilket skabte et kunstigt forhold.  Og når jeg forsøgte at tale om det i DMU (Danmarks Motor Union, red.), følte jeg ikke, at de var lydhøre, fordi Ole havde magten derinde. Så jeg føler nok, at det i virkeligheden var Ole, der satte splid mellem os, konstaterer Hans Nielsen, der også måtte se sig slået af Gundersen året efter, inden han i 1986 endelig kunne kalde sig verdensmester.

På det tidspunkt var det kun en anden ’Olsen-bande’ – den, der spillede sig i ottendedelsfinalen ved VM i fodbold i Mexico – der kunne udfordre speedway-stjernernes popularitet. Og den bitre rivalisering delte både fans og presse i to.

Det kunne man eksempelvis se på de ekstra-færger, der var sat ind mellem Frederikshavn og Gøteborg før VM-finalen i 1984.

- De danske fans var delt i to. I den ene ende af færgen sad Sydjylland, mens Nordjylland sad i den anden.  På vejen hjem måtte de nøjes med gravøl i den nordjyske afdeling, griner Erik Gundersen ved mindet.

Også i pressen havde man sine favoritter.

- Ole og Ekstra Bladet arbejdede sammen og bragte en del udtalelser, jeg ikke var enig i. Så var Jyllandsposten, BT og Politiken på min side, fortæller Hans Nielsen, der havde det svært med den hårde tone.

- Jeg syntes faktisk, at det var ret ubehageligt i de år. Jeg følte, at jeg stod alene og ville gerne have en anden holdleder. Det dårlige forhold betød også, at vi kørte nogle dårlige hold-VM, hvor vi blandt andet endte på hver vores hotel. Så selv om vi vandt meget, gik det også ud over de danske muligheder, forklarer han med henvisning til, at parret ’kun’ vandt 11 ud af de 15 finaler ved par- og hold-VM, de kørte sammen.

Erik Gundersen åbnede guld-duellen, da han blev verdensmester foran Hans Nielsen i 1984. Foto: Ole Frederiksen
Erik Gundersen åbnede guld-duellen, da han blev verdensmester foran Hans Nielsen i 1984. Foto: Ole Frederiksen

Erik Gundersen blev også ramt af den kolde luft i den splittede speedway-top.

- Inden VM i Vojens i 1988 var der nogen, der skrev, at jeg havde været til en hemmelig, lukket træning på banen inden den officielle træning.  De skrev, at min bil og min mekaniker var blevet observeret i Vojens. Den dag gik jeg tur med Helle på stranden ved Hjerting. Heldigvis var der billeder af det, men der blev jeg sgu gal, fordi de forsøgte at sætte mig i et dårligt lys.

Rivaliseringen fik en trist afslutning, da Erik Gundersen brækkede nakken og var meget tæt på at miste livet i sit berømte og berygtede styrt ved hold-VM i Bradford i 1989, der har efterladt ham med varige men.

- Vi var de to bedste i verden, og vi var gode til at sætte os op mod hinanden. Jeg mistede nok lidt af motivationen, da Erik styrtede i Bradford. Både fordi han var væk, og fordi det var en meget trist oplevelse. Men allerede inden ulykken var det blevet bedre mellem os. Det gjorde det allerede, da Ole var ude af landsholdet som holdleder, lyder det fra Hans Nielsen.

Før Ole Olsen sensationelt kørte den første af tre individuelle speedway-VM-titler hjem, var det alt for mange år siden, Danmark sidst havde markeret sig internationalt. Foto: Erik Kragh Sport Fylder 70: Speedway-ikonet over dem alle

***

Sådan fik rivalerne talt ud

Der skulle en god portion engelsk list til, før Erik Gundersen og Hans Nielsen kom på talefod igen

Den nu afdøde femdobbelte langbane-verdensmester Simon Wigg lokkede nemlig sine to danske venner i en velment fælde.

- Vi skulle køre et langbaneløb i Tyskland, hvor Hans og jeg fulgtes med englænderen Simon Wigg. Jeg havde kørt med Simon I Cradley Heath, mens Hans havde kørt med ham i Oxford, fortæller Erik Gundersen.

- Selvom vi var kolleger på landsholdet, talte Hans og jeg ikke sammen, så Simon forsøgte at bløde stemningen lidt op og gyde olie på vandene.

Simon Wigg, der døde i 2000, indlogerede de danske rivaler på samme værelse. Foto: All Over Press.
Simon Wigg, der døde i 2000, indlogerede de danske rivaler på samme værelse. Foto: All Over Press.
 

- Der skete så det, at løbet blev aflyst, så vi måtte overnatte dernede.  Det var Simon, der bookede værelserne, og han bestilte så et dobbeltværelse til Hans og mig, griner han og fortsætter:

- Til at begynde med vidste vi ikke, hvad fanden vi skulle sige til hinanden, men i løbet af natten fik vi talt ud. Det blev gennembruddet, og vores forhold blev godt, da Ole stoppede som holdleder på landsholdet, lyder Erik Gundersens version af forbrødringen.

En version, der bakkes op af Hans Nielsen.

- Jeg kan godt huske, at vi fik talt ud dernede. Og hvis Erik siger, at det var sådan, det foregik, så var det nok sådan. Simon var en guttermand, bekræfter Nielsen, der blev alle tiders bedste dansker i VM-regi, da han i 1995 vandt den første version af Grand Prix-serien.

***

I dag styrer rivalerne dansk speedway

Det er efterhånden 30 siden, at Erik Gundersen og Hans Nielsen var stjerner på slaggerne, men duoen indtager fortsat toppen af dansk speedway.

I sommer gjorde Nielsen således comeback i rampelyset, da han efter i årevis at have prioriteret sine børn, Daisy og Daniels, lovende golfkarrierer, afløste Anders Secher som dansk landstræner.

Her arbejder han tæt sammen med sin gamle konkurrent, der med stor succes står i spidsen for talentarbejdet i DMU.

- I dag har vi et godt samarbejde med mig som landstræner og ham som ungdomslandstræner, selvom det ikke er blevet til så meget endnu, fordi han var så uheldig at brække benet, fortæller Hans Nielsen med henvisning til det uheld, der kostede Erik Gundersen en længere indlæggelse og efterfølgende genoptræning.

I dag er freden genoprettet mellem historiens mest vindende danske speedway-kørere. Foto: Gregers Tycho
I dag er freden genoprettet mellem historiens mest vindende danske speedway-kørere. Foto: Gregers Tycho

Trods Gundersens kvaler er de to landstrænere dog i tæt kontakt.

- Vi taler sammen to gange om ugen. Vi har et virkelig godt samarbejde og prøver vores idéer af på hinanden. Jeg har været træner i mange år, mens det er mere nyt for Hans. Men han har nogle erfaringer, fordi han har coachet sine børn, der spiller golf på eliteniveau, så vi kan bruge hinanden. Vi snakker rigtig godt sammen og vores forhold i dag er bare så fedt.

 

***

Erik Gundersen

Født: 8. oktober 1959  i Esbjerg

Hustru: Helle

Børn: Nanna

Klubber: Esbjerg Motor Sport, Cradley Heath

Individuelle VM-titler: 1984, 1985, 1988

Verdensmester i langbane: 1984, 1986

Par-VM: 1985, 1986, 1987, 1988, 1989

Hold-VM: 1981, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988

Dansk mester: 1983, 1984, 1985, 1986, 1989

Hædersbevisninger: Blandt andet  BT’s guld 1985, Årets tolver i Ekstra Bladet 1989, Årets dansker i Berlingske Tidende 1989, Hall of Fame 1996

 

***

Hans Nielsen

Født: 26 december 1957 i Brovst

Hustru: Susanne

Børn: Daisy og Daniel

Klubber:  Brovst Speedway Club, Wolverhampton, Birmingham, Oxford, Motor Lublin, Coventry, Polonia Pila

Individuelle VM-titler: 1986, 1987, 1989, 1995

Par-VM: 1979, 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 1991

Hold-VM: 1978, 1981, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988, 1991, 1995, 1997

Dansk mester: 1978, 1982, 1987, 1990, 1993, 1994

Hædersbevisninger: Blandt andet DMU’s fortjensttegn i guld 1988, Årets tolver i Ekstra Bladet 1987, BT’s Guld 1987, Ridder – Order of merit af Den Polske Republik 1999, Hall of Fame 2011

 

Udsigten i Seaside Plaza er alle pengene værd. Foto: Tariq Mikkel Khan. Sport Speedway har gjort Nicki til millionær - Se hans luksusliv i Monaco

Nicki Pedersen har kun et skuldertræk til overs for sine mange fjender. (Foto: Linda Johansen) Sport Skurken Nicki: De må gerne hade mig

24 kommentarer
Vis kommentarer