Dramatik: Dansk stortalent får tre brud på nakken

Læsere fra Esbjerg har tippet Ekstra Bladet om et alvorligt styrt i aftenens speedway-brag

Der var dramatik i Esbjerg her til aften (Foto: Bo Jensen)
Der var dramatik i Esbjerg her til aften (Foto: Bo Jensen)

Der var topopgør i dansk speedway her til aften, hvor Esbjerg Viking tog imod Munkebo Scorpions.

Tilskuerne måtte dog tidligt sætte det sportslige lidt i baggrunden, da de to unge kørere Jesper Scharff fra Munkebo og Jonas Jensen fra Esbjerg stødte voldsomt sammen i deres første heat.

- De er begge blevet kørt på hospitalet, og de første meldinger går på, at Scharff har slået albuen og skulderen, mens Jonas Jensen har slået nakken, men var ved bevidsthed, da han blev kørt på sygehuset. Efter alt at dømme har han også brækket et ribben, og lungerne kræver yderligere undersøgelser, sagde Esbjergs pressechef Lars Guldager Dyhr tidligere på aftenen til Ekstra Bladet.

Uheldet skete, da de fire kørere lå tæt sammen, og Munkebo-køreren mistede kontrollen og stejlede over i Esbjerg-køreren.

- Det er ikke hverdagskost. Der sker af og til noget, men sjældent noget så slemt. Det lyder ikke til, at de får mén af det, men vores mand kan godt se frem til en lang pause, lød det fra pressechefen tidligere på aftenen.

Omkring klokken 22.25 kom der så en opdatering, og det var skidt nyt.

- Jonas Jensen har desværre fået tre brud på nakken og skal opereres nu og får indsat nogle skruer, siger Guldager Dyhr.

- Vi håber ikke, at det går ud over førligheden, men det er klart værre end først antaget. Det er ærgerligt, at en så flot match skal skæmmes af sådan noget, siger pressechefen.

Jonas Jensen er ikke en hvilken som helst kører. Sidste år blev han kåret til årets shooting star, og der var store forventninger til ham fra Erik Gundersen.

Esbjerg vandt i øvrigt aftenens dyst med 44-37, og dermed ligger man a' point med Fjelsted et point efter Munkebo.

Se også: Ny speedway-triumf: Nicki i stor Grand Prix-sejr

Se også: Speedway-stjerne under pres: Jeg skal jo forsørge familien

Peter Kildemand styrtede ved grandprixet i juli:

1 af 2 Vi har desværre ikke billeder af dramaet i Esbjerg (Arkivfoto: Jarek Pabijan)
2 af 2 Der var dramatik i Esbjerg her til aften (Foto: Bo Jensen)