Mens de berømte og berygtede 'grid girls' har måttet lade livet i verdens største motorsportsserie, Formel 1, så er letpåklædte paraply-piger stadig hverdagskost på speedway-banerne.
Til ethvert slaggeræs med respekt for sig selv signalerer pigerne heat-numre og startplaceringer, men hvis det står til de svenske myndigheder, så bliver de unge kvinder væk, når Nicki Pedersen og resten af verdenseliten i speedway rammer svensk jord.

Således har både den svenske motorunion, SVEMO, og Norrtälje Kommune meddelt GP-arrangørerne med den danske direktør Torben Olsen i spidsen, at pigerne, der er håndplukkede af hovedsponsoren, energidrik-giganten Monster, ikke er velkomne, når GP-karavanen kommer til Sverige 7. juli. Det skriver Dagens Nyheter.
- Vi risikerer at blive stemplet som lidt besværlige, men vi synes, at det er det værd, siger SVEMO's formand, Håkan Leeman, til avisen.
SVEMO har tidligere i et åbent brev taget afstand fra brugen af 'grid girls' i motorsportsarrangementer. I brevet fremhæver svenskerne, at brugen af de unge kvinder giver unionen et 'dårligt ry'.
Også i Norrtälje Kommune ærgrer man sig over, at Monster-pigerne gør speedway-stjernerne selskab. Men myndighedernes protest ændrer intet.
For i øjeblikket har hverken SVEMO eller kommunen mulighed for at nægte GP-arrangørerne at benytte de såkaldte 'grid girls'.
- Jeg synes, at arrangørerne har for stor magt, når de kommercielle aktører er vigtigere end synet på sporten, siger Håkan Leeman.
Læs Ekstra Bladets afsked med Formel 1's 'grid girls': Helt tæt på F1-korrespondentens favoritter: Derfor bliver grid girls savnet
Svenskerne må finde sig i pigerne. For Torben Olsen har ikke i sinde at bøje sig.
- Hvis man fjerner pigerne, fratager man samtidig kvinder nogle rettigheder, fordi man ikke tillader dem at være en del af arrangementet, siger han til Dagens Nyheter.
Danskeren anerkender ikke det svenske syn på problematikken.
– De er meget populære blandt vores fans. Men vi er meget bevidste om, at der kan findes andre holdninger, hvor man tolker den måde, pigerne fremstilles på, på en anden måde end vi ønsker at fremstille dem. Pigerne har en funktion. De er der ikke på grund af deres udseende eller noget andet, fastslår han.
Med den klare udmelding fra GP-bossen kan husarerne blandt danske speedway-fans allerede glæde sig til, at de kontroversielle 'grid girls' også er med, når VM-serien rammer Casa Arena og Horsens 30/6.
Driller udskældt sponsor: Dansk stjerne afløser Formel 1-profil