Frustreret speedway-stjerne: Vi har fået lidt hug

KLUMME: Niels-Kristian Iversen er tredobbelt dansk mester og firedobbelt hold-verdensmester i speedway. I 2013 vandt han individuel VM-bronze. I denne sæson skriver han klummer i Ekstra Bladet i forbindelse med Grand Prix-serien

Niels-Kristian Iversen savner den fart, der gav ham sejren i Cardiff. (Foto: Jarek Pabijan)
Niels-Kristian Iversen savner den fart, der gav ham sejren i Cardiff. (Foto: Jarek Pabijan)

Det bliver ret fedt at indtage CASA Arena i Horsens. Det er sådan rent geografisk ret tæt på at være min hjemmebane, og så er det også bare noget særligt at køre på en arena, der er udsolgt. Det ser ud til at være et stadion, hvor tingene godt kan komme til at koge, og det vil jeg meget gerne bidrage til.

Men tingene kommer nu ikke specielt let for tiden, hvor vi skal arbejde for hvert eneste point. Når vi har været inde i en god periode, så har vi fået lidt hug igen, hvor tingene ikke har spillet, og hvor det har været nødvendigt at slide for det.

Det er en del af jobbet, men i de sidste sæsoner, hvor vi har været med helt i toppen, er det bare kommet lidt lettere.

Se også: Nicki lugter guld: Jeg er ikke brændt ud endnu

Farten har ikke været der helt, som den tidligere har været, og jeg kører den så hårdt som muligt, uden at det ændrer så meget. Derfor handler det om at æde sig selv, for lige pludselig sidder den der igen, som vi så i Cardiff.

Vi har prøvet det før, og det pudsige er, at jeg faktisk leverer hæderlige resultater, selvom vi skal kæmpe for alt. Det tager jeg som et tegn på, at vi ikke er så langt fra, så jeg går som altid på banen for at give den en på nakken.

Derfor håber jeg på en speedwayfest, hvor vi kan fyre godt op under det danske publikum, og de mange udlændinge, der også tager turen til Horsens. Vi er mange danskere på banen, som alle sammen gerne vil vise os frem.

 Det handler om ære og VM-point, men det handler også om at komme i rampelyset på en dag, hvor alle mine sponsorer skal have en god oplevelse. De støtter mig i jagten på VM-medaljer, og sådan en dag sørger jeg selvfølgelig for, at de sidder lidt ekstra godt ud for det første sving.

Se også: Ny speedway-triumf: Nicki i stor Grand Prix-sejr

Så er det op til mig at sørge for, at det er mig, der når først derned, og den samlede stilling er så tæt, at det er afgørende at få lidt med hver eneste gang. Jeg har selvfølgelig også den ekstra motivation, at jeg er den sidste dansker, der har vundet et Grand Prix på dansk jord.

Sådan må det også meget gerne være, når vi er færdige lørdag, for udsigten er bare fin fra det øverste trin på pallerne.

Se også: Speedway-stjerne under pres: Jeg skal jo forsørge familien

Her vinder Niels-Kristian Iversens det største GP af dem alle:

Det danske Grand Prix, Viasat 1 lørdag klokken 19...

0 kommentarer
Vis kommentarer