Helt i hegnet - total dansk speedway-nedtur

Den danske Grand Prix-trio fik seriøst baghjul af rivalerne ved det polske Grand Prix

De danske speedway-stjerne kunne slet ikke finde melodien i Warszawa. (Foto: Jarek Pabijan)
De danske speedway-stjerne kunne slet ikke finde melodien i Warszawa. (Foto: Jarek Pabijan)

Forventningerne i danske speedway-kredse har været tårnhøje, inden årets version af Grand Prix-serien blev skudt i gang.

For med Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen og Peter Kildemand råder Danmark på papiret over tre esser, som alle kan køre sig til ædelt metal, hvis kabalen går op.

Se også: Skudt i hovedet: Dansk speedway-kører slipper billigt

De forventninger blev ikke mindre, da Kildemand i fuldstændig suveræn stil snuppede sin anden GP-triumf ved sæsonpremieren i Krsko for to uger siden, hvor Nicki Pedersen klemte sig i semifinalen.

Men træer vokser ikke sådan ind i himlen, og da GP-feltet lørdag aften ramte den polske hovedstad Warszawa og nationalarenaen PGE National Stadium, var de danske stjerner milevidt fra det niveau, som har sikret dem alle en plads i verdenseliten.

Ikke en eneste dansk heatsejr blev det til undervejs. Og uden sejre kommer man altså sjældent i semifinalerne, der da også var helt uden rød-hvidt islæt i Warszawa.

Peter Kildemand må vinke farvel til sin førsteplads i den samlede GP-stilling. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand må vinke farvel til sin førsteplads i den samlede GP-stilling. (Foto: Jarek Pabijan)
 

På forhånd var forventningerne størst til Peter Kildemand efter triumfen i Slovenien.

Men fynboen, der overfor Ekstra Bladet har gjort det klart, at han kører efter VM-medaljer, kunne slet ikke levere den stabilitet, der kunne sikre en gentagelse af bedriften fra premieren.

Se også: Udskældt Ole Olsen jagter personlig revanche i Warszawa

Sølle seks point blev det til på en aften, hvor han også måtte døje med en defekt undervejs. En indsats til glemmebogen, der meget betegnende for aftenen alligevel blev den bedste danske indsats.

Nicki Pedersen har fået ny frisure, men farten er desværre den samme. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen har fået ny frisure, men farten er desværre den samme. (Foto: Jarek Pabijan)
 

For Nicki Pedersen, der stiller op med tre VM-titler på CV'et - og formentlig feltets største budget - døjer for Gud ved hvilken sæson stadig med motorproblemer.

På den store bane i Warszawa manglede han igen fart, så det var til at få øje på. Det kastede kun to andenpladser af sig, inden han blev udelukket efter nærkontakt med Piotr Pawlicki i sit sidste heat.

- Vi må se indad. Vi kan ikke finde farten, og jeg ved ikke, hvad der er galt. Så vi må lede videre, siger Pedersen til 3+, hvor han også ærgrer sig over udelukkelsen.

- Jeg synes, at det er synd for sporten. Jeg er foran, og så prøver han at komme forbi. Jeg synes, det er ærgerligt, at dommeren kun kigger på svinget og ikke det, der gik forud. Men vi er klar igen om en måned, lover han med henvisning til det danske Grand Prix i Horsens, der er næste punkt på kalenderen 11. juni.

Niels-Kristian Iversen fik strålen fra konkurrenterne. (Foto: Jarek Pabijan)
Niels-Kristian Iversen fik strålen fra konkurrenterne. (Foto: Jarek Pabijan)
 

Her skal også Niels-Kristian Iversen finde noget nyt frem.

Ligesom Nicki Pedersen blev det kun til fire point efter en skidt indsats. Dermed ser det ud til, at den ambitiøse esbjergenser fortsætter sin kedelige tradition for skuffende begyndelser i GP-regi.

Så de eneste danske vindere i Warszawa blev banebygger Ole Olsen og hans søn, løbsdirektør Torben Olsen.

Se også: Han kan vippe Nicki af tronen

Da GP-feltet for første gang indtog den polske hovedstad for et år siden, endte det hele i en pinlig skandale, da en forfærdelig bane og en defekt startsnor spolerede oplevelsen for mere end 50.000 forventningsfulde polakker.

Helt mirakuløst valgte de fleste at komme igen i år, og denne gang var banen til at køre på.

Det udnyttede den regerende verdensmester Tai Woffinden til at vinde finalen foran Greg Hancock, Mataj Zagar og Chris Holder. Dermed sender briten en alvorlig advarsel til konkurrenterne om, at den tatoverede og piercede brite stadig er manden, man skal slå, hvis man vil være verdensmester.

I den samlede VM-stilling indtager Chris Holder førstepladsen, mens Peter Kildemand glider ned på fjerdepladsen efter Woffinden og Hancock. Både Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen er placeret udenfor top otte.

Det næste Grand Prix køres i Horsens 11. juni.

Se også: Iversen har blod på tanden: Nu går jagten ind på Kildemand

Se finalen fra det polske Grand Prix:

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere