Mistænkt for voldtægt af barn: Speedwaystjerne på fri fod igen

Mistanken om voldtægt af et barn er ikke frafaldet

Antonio Lindbäck, der på billedet her jagter Nicki Pedersen, er efter tre dage i politiets varetægt tilbage på speedwaybanen lørdag aften i Polen (Foto: Jarek Phabian/POLFOTO)
Antonio Lindbäck, der på billedet her jagter Nicki Pedersen, er efter tre dage i politiets varetægt tilbage på speedwaybanen lørdag aften i Polen (Foto: Jarek Phabian/POLFOTO)

Speedwaystjernen Antonio Lindbäck er efter at være tilbageholdt i tre dage af politiet igen på fri fod.

Fredag formidag blev han lukket ud fra fængslet i Borlänge

Derfor vil den farverige svensker lørdag aften holde skulder ved skulder med bl. a. Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen, når finalen i Best Pairs-serien køres i Ostrow, Polen.

Politianklageren i sagen mod speedwaystjernen har efter dages overvejelser vurderet  at der ikke var beviser nok til at få Antonio Lindbäck varetægtsfængslet, men i en pressemeddelelse fra politiet understreges, at sagen langt fra er droppet, da politiets teknikere er i fuld gang med at analysere de tekniske beviser.

Antonio Lindbäck, der har nægtet sig skyldig, kan indtil videre køre videre og er formentligt til start, når der næste lørdag køres Grand Prix i Horsens.

Det vil blive spændende at se, hvordan svenskeren med brasilianske rødder vil reagere ovenpå sagen, når han skal køre om Grand Prix point.

Anholdelsen af speedwaystjernen tirsdag aften efter en ligamatch i Kumla har i øvrigt fået Antonio Lindbäcks advokat til at rette en kraftig kritik af politiet, som i følge advokaten 'overspillede' situationen ved af alle steder at vælge at slå til i ryttergården.

- Uanset hvad vil anholdelsen få store konsekvenser for min klient, lyder det fra forsvareren.

- Det kunne politiet have gjort meget smartere og meget mere diskret.

6 kommentarer
Vis kommentarer