Nervekrig truer dansk speedway

Hvem giver sig først i benhård magtkamp mellem en samlet dansk speedway-elite og Dansk Motor Union?

Bjarne Pedersen og Hans Andersen er blandt de kørere, der nægter at stille op i Esbjerg. (Foto: Jarek Pabijan)
Bjarne Pedersen og Hans Andersen er blandt de kørere, der nægter at stille op i Esbjerg. (Foto: Jarek Pabijan)

På slaggerne udføres speedway som bekendt ved, at en kvartet af dødsforagtende fartakrobater drejer gashåndtaget i bund og kører fire omgange venstre om på den ovale bane.

Men i korridorerne kørers der i begge retninger.

Således er en sjældent samlet dansk speedway-elite og ledelsen i Dansk Motor Union i almindelighed og formanden for Speedway Kommissionen, Stefan Kristjansson, i særdeleshed modstandere i en indædt omgang ’kylling’, som kan føre dansk speedway ud et bundløst kaos, hvis ikke den ene part besinder sig og drejer af.

Se også: Speedway-krig truer: Afviser kørernes protest

Omdrejningspunktet for den bitre strid er Kristjanssons beslutning om at give Michael Jepsen Jensen et wildcard til den danske afdeling af kvalifikationen til næste års Grand Prix-serie, der er den hellige gral for enhver ambitiøs speedwaykører.

Beslutningen blev truffet, fordi Slangerup-profilen samme dag er forpligtet til at køre i den polske liga, og betyder, at de 16 deltagere har fem og ikke seks pladser til kvalserien at køre om i Esbjerg 15. april.

Men siden er sagen eksploderet i hovedet på Stefan Kristjansson og co.

Først sagde den succesrige landstræner, Anders Secher, sin stilling op i protest mod beslutningen og beskyldte sin formand om at lyve om forløbet.

Og mandag meddelte et samlet felt i en nærmest historisk fælles front, at man simpelthen boykotter det vigtige løb, hvis wildcardet fastholdes.

- Vi er mange kørere, der konkurrerer om seks pladser i GP-kvalen. Det er et af sæsonens vigtigste løb, der kan give nye datoer i løbskalenderen. Det er klart, at det forringer alles chancer, hvis der pludselig kun er fem pladser at køre om, lød det mandag fra veteranen Bjarne Pedersen.

I første omgang lod ledelsen i DMU sig dog ikke skræmme.

Efter lange hastemøder mandag aften meddelte unionens formand Jørgen Bitsch tirsdag morgen, at wildcardet står ved magt, men at man efter sæsonen er klar til at se på reglementet.

Se også: Oprøret ulmer! Speedway-stjerner truer med boykot

Den udmelding har dog ikke formildet de forbitrede speedway-profiler, der fastholder, at der bliver tomt på Granly Arena i Esbjerg, hvis Jepsen Jensen beholder sin fribillet.

- Så bliver der ikke kørt elite-speedway i Esbjerg den dag. Der er slet ingen grund til at forhandle. Bægeret er fyldt op, og vi kører ikke, hvis wildcardet står ved magt, fastholder Bjarne Pedersen overfor Ekstra Bladet velvidende, at en boykot i sidste ende kan betyde, at Danmark ikke bliver repræsenteret i GP-kvalen, ligesom en boykot kan få individuelle konsekvenser i forhold til licenser og lignende.

Også kørere som Hans Andersen og Anders Thomsen har givet udtryk for, at de er parate til at gå hele vejen.

Det ventes, at kørerne onsdag kommer med en samlet udmelding i den groteske sag, der truer med at køre dansk speedway helt i hegnet, hvis ikke en af parterne bøjer af.

Se også: Landstræner smækker med døren: Du lyver mig op i ansigtet

Se også: Dansk landstræner siger op efter strid

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere