Nicki advarer rivalerne: Ingen kan kue mig

Den danske speedway-stjerne er klar til at indtage Horsens med masser af selvtillid i tanken

Nicki Pedersen lurer på sin første GP-sejr på dansk grund. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen lurer på sin første GP-sejr på dansk grund. (Foto: Jarek Pabijan)

HORSENS (Ekstra Bladet): I 12 stolte år var Parken i København dansk hjemmebane, når verdenseliten i speedway kørte ræs om VM-pointene.

Men alting har en ende, og selvom Niels-Kristian Iversen sidste år sluttede københavner-æraen med en forrygende sejr, så kunne triumfen ikke skjule, at tiden var løbet fra slaggeræs i hovedstaden, hvor faldende tilskuertal og stigende stadionleje var en skidt kombination.

Hæderkronede Vojens er også væk fra kalenderen.

Se også: Nicki lugter guld: Jeg er ikke brændt ud endnu

I stedet er det Horsens og Casa Arena, der nu danner rammerne om det danske Grand Prix.

Her er den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen det største navn i den danske kvintet, hvor Iversen, Michael Jepsen Jensen, førstereserven Peter Kildemand og wildcard’et Mikkel Michelsen er de øvrige medlemmer.

Og de jyske speedwayfans kan godt tillade sig at skrue forventningerne op til Pedersen, der godt nok stadig har en GP-sejr på dansk grund til gode.

Til gengæld har han efter tre år uden GP-sejre allerede betrådt podiets øverste trin i både Helsinki og Målilla, og sigtet er indstillet på et nordisk hattrick, der kan vippe VM-etteren Tai Woffinden af pinden.

Se også: Ny speedway-triumf: Nicki i stor Grand Prix-sejr

- Jeg glæder mig helt vildt. Nu skal varen leveres og forhåbentlig får jeg flere point end Tai, fastslår Nicki Pedersen, der har fået ro på privatlivet efter bruddet med sine børns mor, der kom i kølvandet på en meget offentlig affære med en polsk kvinde.

Til gengæld har der været masser af drama på banen, hvor det meget omtalte slagsmål med den amerikanske verdensmester Greg Hancock – og det skærpede fjendskab med amerikanerens kumpaner fra Monster-lejren – har skabt blæst om Pedersen, der gerne medgiver, at han ikke er typen, der mister balancen i modvind.

- Det siger pressen jo, at jeg er bedst med kniven for struben. Men jeg tror, at det største pres er det, der kommer fra mig selv, siger han og fortsætter:

- Nu er der ro i privaten, både i forhold til mine børn og min eks, formen er god og grejet render stærkt, så jeg har det rigtig godt. At Greg (Hancock – red.) og Monster-drengene så opfører sig lidt barnligt, kan jeg jo ikke gøre ved. Og så er den egentlig ikke længere, fastslår fynboen, der advarer rivalerne mod at tro, at han bukker for pres.

Se også: Speedway-stjerne under pres: Jeg skal jo forsørge familien

- Man siger jo, at ukrudt ikke forgår så let, og mig knækker man heller ikke uden videre. Jeg bliver nok mere arrig, men hvis jeg selv og mine nærmeste har det fint med det, jeg gør, så er jeg sgu ligeglad med, hvad alle andre tænker, lyder det med henvisning til, at hans kompromisløse adfærd deler vandene både i ryttergården og på tribunerne.

Her vinder Nicki Pedersen det svenske Grand Prix:

Viasat Sport 1, lørdag klokken 19...

2 kommentarer
Vis kommentarer