Nicki i nyt styrt - brækket knogle spolerer comeback

Nicki Pedersen håndskade punkterede speedway-stjernens comeback i VM-serien

Her slutter det polske grandprix for Nicki Pedersen. Foto: Jarek Pabijan
Her slutter det polske grandprix for Nicki Pedersen. Foto: Jarek Pabijan

Når man kun kan holde fast på styret med to fingre på højre hånd, er det svært at styre en speedway-cykel rundt på slaggerne med 100 kilometer i timen.

Så selv om Nicki Pedersen gjorde et ærligt forsøg, så var det brud på håndrodsknoglen i højre hånd, som han pådrog sig i den polske liga for to uger siden, så stort et handicap, at den syvdobbelte verdensmesters comeback i GP-serien endte med en grimt styrt og isposer på hånd og nakke.

15 point i den polske liga i sidste weekend havde givet fynboen et begrænset håb om, at det kunne lade sig gøre at køre ræs på Stadion Narodowy i Warszawa med lille- og ringfinger tapet sammen på en hånd, hvor han i forvejen mangler de yderste led på pege- og langefinger.

Men hans bekymringer for, at endagsbanen på det polske nationalstadion ville være for skrap kost for den kvæstede og optapede hånd, viste sig at holde stik.

 

I hans første tre heats var det tydeligt, at hånden gjorde det svært at holde cyklen, og det blev da også kun til to point.

Og i heat 16 gik det galt.

Nicki Pedersen slog både hånd og nakke i det grimme styrt. 

Nicki Pedersen kom først fra start, men måtte lade Tai Woffinden gå forbi, inden han mistede kontrollen, og røg i barrieren i et styrt, der fik hjerterne til at hoppe op i halsen på både landstræner Hans Nielsen og Pedersens fysioterapeut, Lisa Thomey.

 

Heldigvis kom danskeren op igen, men han måtte trække sig fra sit sidste heat og endte løbet med isposer på hånden og nakken.

- Det var en skam at se Nicki derude. Han havde det tydeligvis svært med hånden på en svær bane, siger en ærgerlig Hans Nielsen til TV3 Sport.

En forslået Nicki Pedersen forlader banen efter sit styrt. Foto: Jarek Pabijan
En forslået Nicki Pedersen forlader banen efter sit styrt. Foto: Jarek Pabijan
 

Der var også comeback til Niels-Kristian Iversen, der var med som reserve for en skadet Martin Vaculik.

Esbjergenseren får i hvert fald to chancer for at overbevise om, at han skal kandidere til et wildcard til den kommende sæson, men han greb ikke den første foran den 50.000 speedway-gale polakker i Warszawa.

To tredjepladser og en enkelt andenplads rakte ikke til noget som helst, så der var ikke noget at sige til, at Iversen blev en anelse irriteret, da en forvirret tv-interviewer foran rullende kamera undervejs fik spurgt, om han var tilfreds med den gode start?

- Det er noget vrøvl. Jeg har lavet to point på tre heats, lød svaret på det ubekvemme interview.

Mens danskerne må hjem og slikke sårene efter den polske nedtur, så blev det en kæmpe optur for engelske Tai Woffinden.

Han vandt en medrivende finale foran Maciej Janowski, Frederik Lindgren og Artem Laguta.

Det næste grandprix køres i Prag om to uger.

Se også: Dansk stjerne om ny skade: 'Det var et smertehelvede'

Se også: Nicki blev slået bevidstløs: Nu er der godt nyt

Se også: Brækkede nakken sidste år - dansk stjerne bevidstløs efter nyt styrt

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen