Nicki P-rival i nye problemer: Anholdt igen

Antonio Lindbäck har tidligere været i politiets søgelys, og tirsdag kom speedwaykøreren det igen

(Foto: Jarek Pabijan)
(Foto: Jarek Pabijan)

Direkte efter en kamp mellem Indianerna og Lejonen tirsdag aften i den svenske speedwayliga blev VM-køreren Antonio Lindbäck anholdt af politiet.

Efter anholdelsen ransagede politiet både Indianerna-kørerens bus samt hans personbil. Politiet vil ikke oplyse, hvilken forbrydelse, man mistænker speedwaykøreren for at have stået bag.

- Han er mistænkt for en forbrydelse, og derfor blev han anholdt. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer, siger vagtchefen i Örebros politi til den svenske avis Aftonbladet.

Hos Indianerna er Lindbäck holdkammerat med den danske VM-kører Niels-Kristian Iversen.

Antonio Lindbäck har tidligere været i politiets søgelys. Tre gange er han blev dømt for at have kørt i påvirket tilstand.

Sidste år blev Lindbäck idømt en måneds fængsel, som han afsonede med fodlænke, efter speedwaysæsonen var færdig.

Lindbäck ligger nummer seks i VM-serien efter sæsonens to første grandprixer. Det er uvist, om den aktuelle sag forhindrer svenskeren i at deltage, når næste VM-grandprix køres i Horsens 11. juni.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere