Nicki Pedersen i overraskende comeback

Den danske speedwaystjerne havde egentlig meldt ud, at han koncentrerer sig om de nationale ligaer, han kører i. Det kommer ikke til at holde

Nicki Pedersen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Nicki Pedersen. Foto: Tariq Mikkel Khan

- 2019 kommer til at handle om ligaen for mig. Det glæder jeg mig til, et frirum væk fra det hele. Og så må vi se, hvor meget krudt jeg kommer tilbage med i 2020.

Sådan sagde Nicki Pedersen til Ekstra Bladet så sent som i marts.

Men nu har den tredobbelte verdensmester i speedway sadlet om og deltager i årets EM-serie, den såkaldte Speedway Euro Championship.

Det meddeler han onsdag i en pressemeddelelse.

Der er tale om et permanent wildcard, der dækker hele sæsonen for den 42-årige stjerne.

- Jeg er glad for at modtage et Wild Card til SEC-Serien. Det betyder meget for mig selv, teamet og ikke mindst for mine sponsorer og samarbejdspartnere. Desuden glæder jeg mig til igen at skulle køre på vores allesammens nationale speedwayarena i Vojens, siger han.

Han blev tidligt på foråret smidt af det danske landshold efter uoverensstemmelser med andre på holdet. Ifølge hans eget udsagn var der tale om 'en konsekvens af mange episoder og forskellige ting'.

- Jeg jo bare manden, der går op til folk og fortæller dem face-to-face, hvis der er noget, så vi ikke skal gå rundt og hviske i krogene. Og det kan de ikke lide at høre, sagde han til Ekstra Bladet.

Fire danskere klar
Nicki Pedersen vandt EM-titlen i 2016 og får følgeskab i serien af Leon Madsen, der er forsvarende mester OG vinder af årets første VM-grandprix i Warszawa, den blot 24-årige falstring Mikkel Michelsen og Michael Jepsen Jensen.

Nicki Pedersen, der vandt VM-titlen i 2003, 2007 og 2008 og har været på podiet hele syv gange i karrieren, deltog i VM-serien i sidste sæson, men han måtte nøjes med en samlet 11. plads, hvilket ikke rakte til en fornyelse af medlemskabet.

Heller ikke nogle af de fire wildcards gik til danskeren.

I denne sæson kører han for Holsted Tigers i den danske liga, polske Falubaz Zielona Gora, svenske Västervik samt MSC Wittstock i Tyskland.

EM-serien indledes i Güstrow i Nordtyskland 13. juli. I alt køres der fire afdelinger. Efter Güstrow venter Torun i Polen 27. juli og Vojens 10. august, inden finalen afvikles i polske Chorzów 28. september.

Se også: Kæmpe dansk VM-triumf

Se også: Ekspert revser Nicki P: Hans ego skaber problemer

Se også: Rystede verden med skræk-ulykke: Nu laver benamputeret kæmpe-comeback

Se også: Mirakel-operation er booket: VM-legende vil rejse sig fra kørestolen

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere