Rørt succes-dansker: Den er til dig, far

Peter Kildemand havde sin døde far med bag på, da han vandt karrierens største sejr

Peter Kildemand kom i gennem alle de store følelser på sin store aften. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand kom i gennem alle de store følelser på sin store aften. (Foto: Jarek Pabijan)

HORSENS (Ekstra Bladet): Det var det bredeste smil i Jylland, der sad på Peter Kildemands ansigt lørdag aften, da blitzlysene blinkede.

Her hentede speedway-kometen, der kun kører med som reserve for den skadede polak Jaroslaw Hampel, karrierens største triumf, da han kronede et højdramatisk Grand Prix i Horsens med at hente sin første GP-sejr foran Matej Zagar og Michael Jepsen Jensen.

Peter Kildemand var flyvende i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand var flyvende i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)

Men da røgen havde lagt sig, blandede en enkelt tåre sig i euforien.

For der manglede nogen på Casa Arena, der har overtaget værtsskabet af det danske Grand Prix fra Parken.

I februar døde vinderens far, Hans Marius Kildemand, der, som det er tilfældet med så mange speedwaykørere, har været den største støtte på vejen mod slaggetoppen.

Så senior nåede ikke at se junior krone alt sliddet i værkstedet, på landevejene og banerne med en sejr på den største scene.

Se også: Ærlig speedway-stjerne: Tre år uden selvtillid

Derfor var faren den første, Peter Kildemand tænkte på, da han kørte over stregen i finalen.

- Det er jo ham, der har gjort, at jeg overhovedet er kommet så langt. Han har været en kæmpe inspiration for mig, så det er sgu lidt trist, at han ikke er her, konstaterede en synligt berørt Peter Kildemand efter sin store aften.

- Jeg er ikke religiøs overhovedet, men lige da jeg kørte over stregen, kiggede jeg op i himlen og sendte ham et kys. Så jeg havde den følelse af, at han var med.

Og det var han også i form af et sæt initialer og et hjerte, som Finn Jensen, der sammen med tidligere landstræner Jacob Olsen bakker fynboen op, havde skrevet og tegnet på bagskærmen, så ’den gamle’ alligevel var til stede.

Hans Kildemands initialer og et hjerte på sønnens vindercykel i Horsens. (Foto: Privat)
Hans Kildemands initialer og et hjerte på sønnens vindercykel i Horsens. (Foto: Privat)

En hemmelighed, som Peter Kildemand først blev opmærksom på efter løbet.

- Det er sindssygt fedt. Det var jo det her, jeg gerne ville vise min far, men jeg nåede det ikke. Jacob og Finn er utroligt gode til at hjælpe mig. Og det at have sådan nogle mennesker omkring mig, så får jeg sgu en lille tåre i øjenkrogen, lød det gennem smil og tårer. 

Se også: Danmarks nye stjerne: Ti stille Nicki

Trods sejren er der dog fortsat 21 point op til top 8, der giver adgang til den kommende sæson, for Peter Kildemand, der kom med som førstereserve efter tre VM-afdelinger.

Hampel bliver ikke klar i denne sæson, så der er fem GP’er at gøre godt med, men nu håber Kildemand på et wildcard til kvalfinalen, hvor der står tre billetter til 2016 på spil i polske Rybnik 5. september.

Det var han favorit til i forvejen efter, han fik hjernerystelse, da han styrtede i første heat i semifinalen.

Og kandidaturet blev i hvert fald ikke svækket lørdag aften i Horsens.

Se også: Vildt drama og stor dansk speedway-triumf i Horsens

Se Peter Kildemand og Nicki Pedersen i voldsomt styrt her:

VM-stillingen i speedway

1. Tai Woffinden (Storbritannien) 91 point

2. Nicki Pedersen (Danmark) 78 point

3. Greg Hancock (USA) 65 point

4. Matej Zagar (Slovenien) 65 point

5. Chris Holder (Australien) 61 point

6. Niels-Kristian Iversen (Danmark) 60 point

7. Jason Doyle (Australien) 60 point

8. Maciej Janowski (Polen) 58 point

9. Michael Jepsen Jensen (Danmark) 54 point

12. Peter Kildemand (Danmark) 37 point

19. Mikkel Michelsen (Danmark) 6 point

6 kommentarer
Vis kommentarer