Ryger ud i semifinale på hård aften

Anders Thomsen var tæt på at formøble semifinaleplads, og Leon Madsen kunne slet ikke følge med i Målilla

Det blev en lunken omgang for de danske speedwaykørere, da sæsonens syvende grandprix i VM-serien blev kørt lørdag aften i Målilla i Sverige.

Trods en skidt afslutning på de indledende heat fik Anders Thomsen sneget sig videre til semifinalerne, hvor han røg ud efter sin tredje sidsteplads i træk.

Leon Madsen kunne slet ikke få fart på cyklen og hentede blot én heatsejr, én tredjeplads og tre sidstepladser.

Heftig regn over Målilla forsinkede grandprixets start med en halv time, og da det kom i gang, blev det i bogstaveligste forstand en tung omgang for Leon Madsen.

I heat 1 startede danskeren fra yderbanen, og speedwaycyklen hang nærmest fast med det resultat, at Leon Madsen ikke kunne følge med og slet ikke gennemførte heatet.

Anders Thomsen var til gengæld flyvende fra start og vandt sit første heat fra bane 3.

I heat 8 - danskernes andet heat - tørnede Leon Madsen og Anders Thomsen sammen i en danskerduel, hvor førstnævnte var på inderbanen og sidstnævnte på yderbanen, henholdsvis bane 1 og 4.

Anders Thomsen blev bedste dansker i Målilla, men han nåede ikke videre til finalen. Foto: Jarek Pabijan
Anders Thomsen blev bedste dansker i Målilla, men han nåede ikke videre til finalen. Foto: Jarek Pabijan

Anders Thomsen formåede at hente en andenplads i heatet, hvilket på det tidspunkt faktisk var den bedste placering til en kører fra yderbanen.

Senere kom der mere bid på yderbanen, og der blev hentet flere heatsejre.

Til gengæld skuffede Leon Madsen endnu en gang, da han fra den på det tidspunkt ellers favorable inderbane sluttede sidst.

Problemerne fortsatte for danskeren, som efter sin tredje sidsteplads i træk måtte vente helt frem til heat 16, før han fik scoret sit første point i form af en tredjeplads.

Anders Thomsen fortsatte med endnu en andenplads sin fine kørsel, men i heat 15 gik det for første gang skidt for danskeren, da han fra inderbanen ikke kom med i starten og sluttede sidst.

Så var der pludselig pres på Anders Thomsen, da han i heat 18 tørnede ud for sidste gang i de indledende heat.

Her kom danskeren dårligt afsted fra yderbanen og sluttede sidst for anden gang i træk.

Det betød, at den tidligere verdensmester Tai Woffinden i heat 20 havde mulighed for at skubbe Anders Thomsen ud af top-8, der skulle fordele pladserne i de to semifinaler imellem sig.

Det krævede blot en tredjeplads, men briten kom imidlertid skævt ud fra inderbanen og sluttede sidst.

Til gengæld havde Leon Madsen pludselig fået fart på cyklen fra yderbanen og hentede sin eneste heatsejr og i alt fire point på aftenen.

Dermed kom Anders Thomsen videre til semifinalerne med blot syv point.

Her sluttede igen sidst uden at have været i nærheden af at blive blandt de to kørere, der kom videre til finalen.