Slidt speedway-stjerne: Nu savner jeg familien

KLUMME: Niels-Kristian Iversen er firedobbelt dansk mester og firedobbelt hold-verdensmester i speedway. I 2013 vandt han individuel VM-bronze. I denne sæson skriver han klummer i Ekstra Bladet i forbindelse med Grand Prix-serien

Niels-Kristian Iversen er ved at være mærket af de mange kilometer på landeveje og baner. (Foto: Jarek Pabijan)
Niels-Kristian Iversen er ved at være mærket af de mange kilometer på landeveje og baner. (Foto: Jarek Pabijan)

Det har været en ret speciel sæson, hvor jeg stadig kæmper med mange af de samme ting, som jeg tidligere har beskrevet her i klummen, og på mange måder kunne vi sagtens vende de samme ting. 

Jeg er stadig med i kampen om en plads på podiet i GP efter en sæson med sejre i Best Pairs, GP i Cardiff og et nyt dansk mesterskab, men jeg vil skåne jer for at gå i detaljer med, at vi stadig syntes, at vi mangler at finde lidt af magien.

I stedet vil jeg fortælle jer lidt om, hvad en af de mest afgørende måneder i sæsonen byder på, for i løbet af august er der mange ting, der spidser til. Vi kæmper om pladser i de forskellige slutspil, og det er en kamp at få afviklet de matcher, der har været udsat.

Se også: Munkebo triumferer ved hold-DM

Derfor endte jeg med noget, der ligner 24 løbsdage i løbet af 31 dage, og det kan godt mærkes, når det er i fire forskellige ligaer og hvad der ellers lige kommer til. Det giver et væld af flyveture, kørsel rundt mellem landene om natten og ikke mindst dage væk hjemmefra.

Vi er alle sammen klar over, at det er en del af gamet, når du skal være med i toppen, men derfor kan jeg sagtens bekende, at jeg selvfølgelig savner min lille familie. Og så bliver man også slidt af sådan en omgang.

Se også: Forslået Nicki Pedersen bestod VM-test

Jeg aner ikke, hvor mange kilometer asfalt, vi har tygget os igennem med bilerne, men det er en god del af de cirka 100.000, vi når på et år, og der er da lige en gang imellem, at man skal huske sig selv på, at man faktisk laver noget, som man holder meget af.

Det er så lidt nemmere, når vi hopper ind i Grand Prix-serien igen, for det har bare noget særligt over sig, og nu kan vi se frem til den afsluttende del af sæsonen, hvor der slet ikke er så mange løb. Selvfølgelig ville jeg gerne have kørt med om medaljer i alle ligaer, men det giver mig lidt ekstra, at jeg har lidt mere tid derhjemme, og at jeg kan nå at restituere lidt mellem de store løb.

Forhåbentlig kan det ses på resultaterne, og jeg glæder mig nu alligevel til Krsko - vi er jo tilbage på den scene, hvor det er rigtigt sjovt.

Niels-Kristian Iversen scorede den helt store  triumf ved det britiske Grand Prix:

1 kommentar
Vis kommentarer