Stjernens danske klub: Det er rigtig grimt

Esbjerg Vikings' aftale med Darcy Ward er faldet til jorden efter stjernens voldsomme ulykke søndag

Darcy Ward vandt grandprixet i Parken i 2013. (Foto: Jarek Pabijan)
Darcy Ward vandt grandprixet i Parken i 2013. (Foto: Jarek Pabijan)

Det var noget, de havde set frem til i Esbjerg.

Fredag aftens løb i den danske liga mod Region Varde - med deltagelse af australske Darcy Ward som gæstekører i stedet for Niels-Kristian Iversen.

Men den gæsteoptræden bliver ikke til noget.

Darcy Ward blev søndag, som Ekstra Bladet tidligere på mandagen kunne fortælle, involveret i et grimt styrt i Polen, der i første omgang lammede ham efter brud i ryggen.

Direktør i Esbjerg Speedway, Erik Falk Svendsen, sukker, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen.

- Det er rigtig, rigtig grimt. Det er virkelig sportens skyggeside, siger han som det første.

Går dybt i sjælen
- Vi i Esbjerg sender tanker til Darcy og hans familie. Det er noget, der går dybt i sjælen på os hver gang, det sker, siger han og fortæller om ungdomskøreren Jonas Jensen, der i juli blev hasteopereret efter et lignende styrt i Esbjerg.

Ward, der ikke kører Grand Prix-serien i år som følge af en ti måneder-lang karantæne for spirituskørsel, tørnede ud for sin polske klub Zielona Gora i den polske liga.

Se også: Verdensstjerne lam efter alvorlig ulykke

I et heat ramte hans cykel en anden, og han blev brutalt slynget i slaggerne og tordnede ind i barrieren med voldsom fart. Han blev omgående bragt på hospitalet uden at være i stand til at mærke sin underkrop.

- Lige nu handler det mest af alt om at han skal genvinde førligheden og siden komme ud og køre igen, siger Erik Falk Svendsen.

Magtesløshed - og sammenhold
- Vi står i chok, hver gang det sker. Det går jo helt tilbage til Erik Gundersen. Først rammes man af en form for magtesløshed i det sekund, ulykken sker. Derefter findes der et enormt sammenhold i den her sport, der gør, at modstandere, egne klubfolk med flere står sammen omkring dem og deres familier.

- Når vi er på banen, handler det om at slå de andre. Men når sådan noget sker, står alle lige. Så er det ligegyldigt, om det er ungdomskørere eller stjernerne, siger Esbjerg-direktøren.

Klubben har gået med tanker om at knytte Ward tættere til sig, hvis det først og fremmest gik godt fredag. En kontrakt for hele næste sæson var på tale. Det er for alvor begravet i de vestjyske slagger nu.

- Det ser slemt ud med ham. Vi ved intet, så det er rene gætterier. Men Jonas har sagt, han kommer tilbage til sporten. Og her er der altid plads til folk. Det gælder også Darcy, siger han.

Hvem der overtager gæsterollen i stedet for Darcy Ward i fredagens match er endnu ikke fastlagt.

Vred speedway-stjerne slår til kameraet

11 kommentarer
Vis kommentarer