'Ukendt' dansk stjerne scorer konge-kontrakt

Danmarks bedste speedway-kører har sikret polsk kontrakt til 15 mio. kroner

Leon Madsen har både sportslig og økonomisk succes. Foto: Jarek Pabijan
Leon Madsen har både sportslig og økonomisk succes. Foto: Jarek Pabijan

Hvis Leon Madsen går en tur ned af Strøget i København, behøver han næppe frygte, at han bliver løbet over ende af fans og autografjægere.

Hans Nielsen, Ole Olsen og Erik Gundersen hentede 47 VM-guldmedaljer. Foto: Bullitt Film. Speedway - 3. jun. 2019 - kl. 15:58 Kongerne er tilbage

Nu har speedway heller aldrig været københavnernes foretrukne sport - selv om Parken i en årrække afholdt det danske Grand Prix for tætpakkede tribuner.

Anderledes forholder det sig til gengæld i det speedway-gale Polen, hvor slaggeræset er en af de mest populære tilskuermagneter, og sportens bedste udøvere kan hente lønninger, som mange i det aktuelle Tour de France-felt må nøjes med at drømme om.

Og Leon Madsen tilhører i den grad toppen af speedway-poppen.

Den 30-årige vejlenser er regerende Europamester, og efter sæsonens første fire GP'er topper han den samlede VM-stilling - tilmed i sin første sæson som permanent medlem af den absolutte verdenselite.

I den polske liga har han i flere år været blandt de mest scorende kørere, og det har hans klub, Czestochowa, nu belønnet med en guldrandet kontrakt, som gør ham til en af verdens bedst betalte speedwaystjerner.

Godt 15 mio. danske kroner tjener han på sin nye treårige kontrakt med klubben. Altså i omegnen af fem mio. kroner pr. sæson. Dertil kommer sponsorstøtte og præmiepenge, så Leon Madsen, der de seneste år har været bosiddende i Polen, kan ikke klage.

- Ja, lønnen har fået et lille nøk opad, men jeg kunne nu heller ikke klage over min gamle kontrakt, griner han i telefonen fra Polen, hvor han bor med kæresten Magda Bradtke og parrets lille datter, Marika.

- De seneste år har jeg ligget i top tre-fire i den polske liga, og det har de belønnet, fortæller han og peger på, at EM- og VM-successen heller ikke skader i en lønforhandling.

Faktisk er Leon Madsen så eftertragtet, at han fra Czestochowas rivaler modtog et tilbud, der var endnu mere indbringende.

- Jeg har fået tilbud, der var endnu bedre, men nu har jeg været tre år i klubben, hvor jeg har et rigtig godt forhold til både fans og sponsorer, så jeg har faktisk ikke kun kigget på pengene, understreger Leon Madsen, der deler førstepladsen i VM-tabellen med polske Patryk Dudek og russiske Emil Sayfutdinov, inden VM-karavanen rammer polske Wroclaw 3. august.

Så det er kun naturligt, at han har blikket rettet mod VM-podiets øverste trin.

- Det er selvfølgelig mit mål. Ellers var der jo ingen grund til at være med. Og jeg tror nok, jeg skal nå det. Men om det bliver i år eller næste år, er ikke noget, jeg presser mig selv med, siger den velbetalte stjerne, der nok skal få opmærksomhed i hovedstaden, hvis det lykkes at køre i Ole Olsen, Nicki Pedersen og de andre danske speedway-koryfæers hjulspor og score en VM-titel.

Se også: Leon Madsen nyder VM-hattrick

Se også: Leon Madsen scorer nyt top-resultat

Se også: Voldsomt uheld: Dansk speedwaykører kolliderer med elg

Se også: - Jeg har aldrig taget stoffer!

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere