Ulykkerne fortsætter: Styrt koster Nicki nyt brud

Den uheldige speedway-stjerne slog flig af knogle, da han styrtede ved det polske grandprix

Her bliver Nicki Pedersen reddet af nakkekraven. Foto: Jarek Pabijan.
Her bliver Nicki Pedersen reddet af nakkekraven. Foto: Jarek Pabijan.

Man kan sige meget om Nicki Pedersen, men heldig, det  kan man ikke beskylde den 41-årige speedway-stjerne for at være.

I 2017 pådrog han sig sin anden alvorlige og karrieretruende nakkeskade på et år, da han brækkede en nakkehvirvel, mens han var i aktion i den danske liga.

Og netop, som han efter en række stærke præstationer i den polske liga stod foran sit GP-comeback, gik det galt igen.

I sit sidste ligaløb før GP-premieren i Warszawa i weekenden styrtede fynboen og brækkede håndrodsknoglen i højre hånd, så det var en handicappet Nicki Pedersen, som stillede til start på Stadion Narodowy i den polske hovedstad.

Her fortsatte ulykkerne for den hårdt prøvede speedway-veteran, som efter tre rædderlige heat sluttede aftenen med endnu en tur i slaggerne, der kostede den videre deltagelse i VM-løbet samt en masse smerter - og ikke mindst endnu et brud til den efterhånden ganske imponerende samling.

Her bliver Nicki Pedersen reddet af nakkekraven. Foto: Jarek Pabijan.
Her bliver Nicki Pedersen reddet af nakkekraven. Foto: Jarek Pabijan.
 

Således viste en skanning mandag, at Nicki Pedersen formentlig har fået en fraktur på en kno på højre hånd.

- Det gjorde sindssygt ondt bagefter, så jeg vidste, at den var gal, fortæller den syvdobbelte verdensmester, der sluttede aftenen med isposer på både hånd og nakke.

Nu er spørgsmålet, hvornår han kan køre igen.

- Vi skal prøve nogle ting på torsdag, hvor vi skal se, om det kan lade sig gøre at lægge en blokade eller en anden form for bedøvelse uden, at hånden bliver helt død, så jeg ikke kan køre. Hvis det kan lade sig gøre, kører jeg måske i Polen i weekenden, og så holder jeg nok pause frem til grandprixet i Prag om to uger, fortæller Nicki Pedersen, som ikke frygter for, at de mange styrt skal forværre de skader, han tidligere har pådraget sig i nakken.

- Nej, overhovedet ikke. Ved de to seneste styrt fik nakken en masse tæsk, men det beviser bare, at nakkekraven, jeg kører med, virker. Men set i bakspejlet skulle jeg nok have smidt cyklen i lørdags, da jeg havde ramt det første hul. Men jeg er ikke den type. Jeg forsøger altid at komme videre, understreger den sårede speedway-stjerne, der ikke vil give sin hånd skylden for den miserable indsats, der blot gav to point i de tre heats, kan gennemførte.

-  I de første løb har grejet rendt virkelig stærkt, men vi kunne slet ikke få det til at spille i lørdags. Og da vi endelig fandt en motor, der virkede, satte vi en tand for meget på, så det er vores egen fejl. Men jeg er ikke frustreret. Der er mange, der ikke har brækket hånden, som heller ikke kan følge med, konstaterer han.

Se også: Nicki Pedersen efter nyt styrt: - Nakkekraven reddede mig igen

Se også: Nicki i nyt styrt - brækket knogle spolerer comeback

Se også: Dansk stjerne om ny skade: 'Det var et smertehelvede'

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere