Vildt drama og stor dansk speedway-triumf i Horsens

Peter Kildemand vandt, og Michael Jepsen Jensen blev treer ved speedway-grandprixet i Horsens, hvor Nicki Pedersen skuffede

(Foto: Jarek Pabijan)
(Foto: Jarek Pabijan)

HORSENS (Ekstra Bladet): Hold da fest, hvor fik Horsens en flot debut som vært for VM-serien i speedway.

Godt nok blev de danske speedway-fans skuffede, hvis de havde sat næsen op efter, at hjemmebanehelten Nicki Pedersen skulle hente sæsonens tredje GP-sejr og høvle yderligere point af VM-etteren Tai Woffindens føring.

Hvis de i stedet havde håbet på en dansk sejr, endnu en dansker på podiet samt masser af drama og god speedway oven i hatten, ja, så blev GP-debutten en dundrende succes.

Ikke mindst i kraft af Peter Kildemand, der sejrede i fornem stil efter en aften, hvor han ellers leverede to nuller undervejs og længe så ud til at gentage nedturen fra Målilla, hvor han floppede totalt.

I stedet satte fynboen, der kun er med som reserve for skadede Jaroslaw Hampel, trumf på.

Reserven slog til og vandt sin første grandprix-sejr. (Foto: Jarek Pabijan)
Reserven slog til og vandt sin første grandprix-sejr. (Foto: Jarek Pabijan)
 

I semifinalen sendte han Nicki Pedersen ud, og i finalen kørte han sig helt til tops på dramatisk vis.

Således måtte han i første omgang en tur i slaggerne, da han blev ramt af Tai Woffinden. Men danskeren kom op igen, mens englænderen blev udelukket.

Se også: Frustreret speedway-stjerne: Vi har fået lidt hug

Og så blev fjerde gang lykkens gang for Peter Kildemand, der efter tre forsøg uden fuld gevinst endelig vandt et grandprix.

-Det er fantastisk. Det var en hård aften. Jeg havde da håbet på at vinde, men jeg er så glad nu. Det har været en fantastisk aften i Horsens. Tiden stod stille et øjeblik. Hver gang jeg tager til et Grand Prix, kommer jeg for at vinde. Det er jo den følelse, jeg vil have hver gang, jublede han efter sin store triumf.

- Det er derfor, jeg træner så meget. Jeg er ovenud lykkelig efter, at jeg har været tæt på så mange gange, lød det fra den lykkelige fynbo, der modtog en fornem gestus fra VM-etteren Tai Woffinden, da denne var blevet udelukket fra omkørslen i finalen.

- Tai var cool bagefter og gav mig nogle råd omkring banen, så han tog det rigtig pænt.

Peter Kildemand i godt selskab på podiet. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand i godt selskab på podiet. (Foto: Jarek Pabijan)
 

På podiet fik han selskab af Michael Jepsen Jensen, der længe lignede aftenens bedste dansker.

Han viste nogle af de takter, som skaffede ham et permanent wildcard, og hvis Grindsted-køreren kan fortsætte de takter, så lykkes det også at sikre en plads i den top otte, der giver billet til næste sæson.

Se også: Unge Olsen bliver chef for det hele

Hvis nogen på forhånd havde frygtet, at det ville udvande det danske grandprix at forlade Parken og København for at flytte på landet, viste frygten sig fuldstændig ubegrundet.

Knap 14.000 begejstrede tilskuere skabte fantastisk stemning på de fuldt besatte og sommersols-beskinnede tribuner på Casa Arena - og satte de seneste års pauvre stemning i hovedstaden i relief.

Og de fik tilmed fuld valuta for entrébilletten.

For speedway-eliten viste sig fra sin bedste side på en aften, hvor alle tog point fra alle i et overflødighedshorn af tætte heats og styrt, som fik blodet til at fryse til is i aftensolen.

Især i heat 18, hvor Nicki Pedersen, Peter Kildemand og Matej Zagar røg i slaggerne i et meget hårdt styrt. Her valgte den engelske dommer tilmed at bidrage til den gode stemning, da han noget blødsødent valgte ikke at udelukke nogen.

Se Nicki P. i hårdt massestyrt:

TV: Nicki P. i vildt masse-styrt

Således var spændingen om, hvem der skulle i semifinalerne bevaret helt frem til de sidste heat, hvor alle fem danske kørere stadig havde chancen.

Her blev Niels-Kristian Iversen og wildcardet Mikkel Michelsen taberne i kampen om at komme gennem nåleøjet, mens de øvrige danskere kørte sig med blandt de sidste otte.

Iversen har slet ikke været i stand til at fastholde den fart, der gav ham den meriterende sejr på Millennium Stadium tidligere på sæsonen.

Mekanikerne knoklede, men Niels-Kristian Iversen manglede igen det sidste. (Foto: Jarek Pabijan)
Mekanikerne knoklede, men Niels-Kristian Iversen manglede igen det sidste. (Foto: Jarek Pabijan)

Syv point og en enkelt heatsejr var lige akkurat ikke nok for den tredobbelte danske mester, der stille og roligt må konstatere, at han falder bagud i den hårde kamp om VM-medaljerne.

For Michelsen begyndte det skidt og endte i drama, da han kom op og toppes med svenske Andreas Jonsson efter en tæt duel, hvor Slangerup-køreren blev den lille.

Mikkel Michelsen leverede en godkendt indsats i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)
Mikkel Michelsen leverede en godkendt indsats i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)

Så blev der udvekslet ophedede ord, mens en enkelt idiot kylede sin fadøl efter svenskeren.

Det blev dog ved skubberiet, og selvom Michelsen ikke kunne leve op til sin ambition om en aften uden nuller, så viste ungersvenden både talent og vilje med seks point og en heatsejr.

Nicki Pedersen havde en meget svær aften i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen havde en meget svær aften i Horsens. (Foto: Jarek Pabijan)

For Nicki Pedersen sluttede det i semifinalen efter en aften, hvor det - næsten per tradition - gik galt på danske grund.

Det hele begyndte ellers så smukt med en heatsejr, men to nuller på stribe betød, at den tredobbelte verdensmester kom på hårdt arbejde i de sidste to heat.

Her leverede veteranen den nødvendige vare, men i semifinalen var landsmændene Peter Kildemand og Michael Jepsen Jensen for skrap kost og VM-toeren sluttede med otte point og taber terræn til førende Tai Woffinden i den samlede VM-stilling.

Det næste grandprix køres i polske Gorzow om tre uger.

Se også: Nicki advarer rivalerne: Ingen kan kue mig

VM-stillingen i speedway

1. Tai Woffinden (Storbritannien) 91 point

2. Nicki Pedersen (Danmark) 78 point

3. Greg Hancock (USA) 65 point

4. Matej Zagar (Slovenien) 65 point

5. Chris Holder (Australien) 61 point

6. Niels-Kristian Iversen (Danmark) 60 point

7. Jason Doyle (Australien) 60 point

8. Maciej Janowski (Polen) 58 point

9. Michael Jepsen Jensen (Danmark) 54 point

12. Peter Kildemand (Danmark) 37 point

19. Mikkel Michelsen (Danmark) 6 point

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen