VM-nedtur for Nicki - Puk på podiet

Niels-Kristian Iversen blev treer ved det svenske Grand Prix, hvor Nicki Pedersen formentlig sagde farvel til VM-sølv

Niels-Kristian Iversen snuppede en tredjeplads i Stockholm. (Foto: Jarek Pabijan)
Niels-Kristian Iversen snuppede en tredjeplads i Stockholm. (Foto: Jarek Pabijan)

Der var flere danske skuffelser end smil, da verdenseliten i speedway lørdag aften gæstede Stockholm til sæsonens tredjesidste Grand Prix.

For godt nok viste Niels-Kristian Iversen format, da han snuppede tredjepladsen i finalen på sin svenske lykkebane og dermed kørte sig op på fjerdepladsen med kursen sat mod en bronzeduel med Nicki Pedersen.

Til gengæld havde Pedersen en rigtig skidt aften i den svenske hovedstad, hvor der heller ikke var megen medgang til Peter Kildemand og Michael Jepsen Jensen.

I finalen måtte Iversen bøjes sig for VM-etteren Tai Woffinden, som kørte sig helt tæt på sit andet verdensmesterskab, da han også gav Greg Hancock baghjul.

Men selv om det ikke blev til gentagelse af triumfen på Friends Arena i 2013, så kan Iversen kun være tilfreds efter en aften, hvor han med 14 point og en fornem indsats fik understreget sin position som en af feltets absolutte topkørere.

Nu har han med to GP'er igen 10 point op til Nicki Pedersen, så der er så småt lagt op til en dansk duel om bronzen i sæsonafslutningen.

Nicki Pedersen havde en aften til glemmebogen i Stockholm. (Foto: Jarek Pabijan)
Nicki Pedersen havde en aften til glemmebogen i Stockholm. (Foto: Jarek Pabijan)
 

Med to Grand Prix-sejre - de første i tre år - var der på forhånd lagt op til en sæson, hvor Nicki Pedersen igen skulle køre med om titlen som verdens bedste speedway-kører.

Længe lignede sæsonen da også en guldduel mellem den danske veteran og den suveræne brite Tai Woffinden.

Men kombinationen af en Woffinden i superform, en Pedersen, der ind i mellem har manglet fart i maskineriet, og ikke mindst fynboens uhyggelige styrt i Gorzow, hvor han røg på hovedet ind i barrieren, har reelt sendt Nicki Pedersen ud af guldstriden.

Så gjaldt det om at sikre sølvet, som også Pedersens fjende, den regerende verdensmester Greg Hancock, bejler til.

Men efter lørdagens Grand Prix i Stockholm er det svært at forestille sig, at det bliver til mere end en gentagelse af sidste sæsons bronze.

For beskedne syv point rakte ikke engang til en plads i semifinalen for Pedersen, som slet ikke kunne finde stabiliteten.

Det betyder, at der nu er 13 point op til Greg Hancocks andenplads, så det ligner en rød-hvid bronzeduel.

Peter Kildemand røg ud i semifinalen. (Foto: Jarek Pabijan)
Peter Kildemand røg ud i semifinalen. (Foto: Jarek Pabijan)
 

Peter Kildemand må ærgre sig gevaldigt efter det svenske Grand Prix - og ikke mindst den beslutning, som den engelske dommer Jim Lawrence traf i semifinalen.

Her var Kildemand allerede på vej ud i mørket, da han jagtede Niels-Kristian Iversen og Tai Woffinden. Men håbet levede, indtil britiske Chris Harris helt tydeligt smed sig, da der var minimal kontakt.

Det bluff købte dommeren, og så var aftenen slut for fynboen.

Onde tunger vil mene, at det er tilbagebetaling på flere episoder i løbet af sæsonen, hvor blandt andre Nicki Pedersen har beskyldt sin landsmand for at smide sig.

Men den manglende finaleplads kan blive dyr for Kildemand, som formentlig er pisket til at køre sig i top 8, hvis den også skal stå på VM-speedway i næste sæson efter, at han ikke fik udnyttet sit wildcard i kvalfinalen.

Før den ærgerlige udelukkelse havde Kildemand ellers igen demonstreret den fart, der har gjort ham til en af sæsonens helt store slaggekometer.

Ni point satte han ind på kontoen, men det rakte ikke til hverken finale eller til at hale ind på ottendepladsen.

Michael Jepsen Jensen halser efter i den samlede VM-stilling. (Foto: Jarek Pabijan)
Michael Jepsen Jensen halser efter i den samlede VM-stilling. (Foto: Jarek Pabijan)

Michael Jepsen Jensen må formentlig erkende, at han må vinke farvel til sin GP-status efter denne sæson.

Talentet kan ingen tage fra den tidligere U21-verdensmester, men selvom især podiepladsen ved det danske Grand Prix i Horsens skabte tro på en plads i top 8 - og dermed en fornyelse af GP-billetten - så har den ofte skadesplagede Grindsted-kører lige manglet det sidste.

I Stockholm manglede Jepsen Jensen igen de sidste point, der gør den afgørende forskel.

Bevares, seks point er tre gange så godt, som de beskedne to pinde, han præsterede i slovenske Krsko.

Men de rakte ikke til en plads i semifinalen, og med to VM-afdelinger igen er der nu ti point op til Chris Holder på ottendepladsen.

Den opgave er ikke umulig, men Michael Jepsen Jensen skal finde en helt anden skarphed frem til de sidste to runder, hvis det skal blive til endnu en sæson som GP-kører.

Det næste Grand Prix køres i Torun om en uge.

Niels-Kristian Iversen kørte sig på podiet i Stockholm:

14 kommentarer
Vis kommentarer